Der er mange spørgsmål, der trænger til at blive besvaret, når emnet er finanskrise. Det blev tydeligt for dem, som forsøgte at finde en parkeringsplads foran Centrovices hovedkontor i Vissenbjerg i går (tirsdag).

Her var flere finansielle kapaciteter nemlig inviteret til at fortælle om årsager, konsekvenser, og til at give bud på hvad der sker om lidt og på lang sigt. Det var blandt andet Svend Jørgen Jensen fra Alm. Brand og Lone Olsen fra Jyske Bank.

De erklærede begge, at den nuværende krise er, på trods er deres begges lange erfaring, af en art, som de aldrig har oplevet før.

Lys for enden
De tætsiddende tilhørere lyttede opmærksomt og stillede spørgsmål undervejs, mens beskeden igen og igen blev gentaget: det er ikke ovre endnu.

- Hold op med at spekulere (i aktier, red.)! Der er ingen der tjener penge på det, og hvis I har hørt om, eller kender nogen, der siger de gør, så er det sikkert løgn, som Svend Jørgen Jensen formulerede det. Vi er nemlig trådt ind i en tid hvor »cash is king«.

- Det det drejer sig om de næste par år er at have nogle penge på kistebunden, sagde Lone Olsen.

Hun forsikrede, at der dog er lys for enden af tunnelen, og det er vel en slags trøst i en hård situation, men desværre kunne hun ikke sige noget, om hvor lang den tunnel er.

Dybt rentefald
En veloplagt Svend Jørgen Jensen, fortalte at han forudså at vi er »på vej mod et dybt rentefald«. Og at jordpriserne vil falde med 20 – 25 procent. Også råvarepriserne vil fortsætte deres nedtur, for det gør den slags i en krisetid, sagde han og henviste til ensartede reaktioner i tidligere tiders historiske kriser.

- Prisen på hvede kommer ikke til at stige, og hvis i går og drømmer om svineafregninger på 12 kroner så glem det, sagde han.

Farlig Schweizer Frank
Lone Olsen, der talte mest om valutakurser, advarede mod Schweizer Franken der er, som hun sagde, »fare på færde«. Euroen skal man også holde sig fra og i stedet sætte sin lid til dollaren, der efter en lille pustepause snarligt vil skyde mod skyerne.

- Dollaren er på vej…, sagde hun, mens hun stak sin pegepind i vejret og strakte armen for at understrege, at ikke bare er dollaren i fremgang, den vil snart sætte kurs mod loftet.

Valutastrategen indrømmede, at årsagen til hele miseren er, at »risiko« i mange år ikke har været et begreb, som man i bankverden har beskæftiget sig med. Det gør man nu, og der er tilmed tilført et nyt begreb, når man skal handle med penge: risikopræmier.

Dét er til gengæld kommet for at blive.

2300

Jørgen Christiansen er planteavler fra Skamby, hvor han driver 115 hektar. Han var til møde hos Centrovice tirsdag, fordi han lige som så mange andre har penge i klemme.

Blandt andet lån i schweizer frank, som han efter foredraget er blevet overbevidst om at han stille og roligt skal ud af.

- men ellers fik jeg mest min bekymringer bekræftet, sagde han og smilede. Jørgen Christiansen sætter i stedet sin lid til renten.

- Mine forventninger til renten er positive, og jeg håber den falder yderligere. Det vil kunne opveje meget.

Lidt mindre ringe
Hans fynske kollega, Per Hesseldal Hansen, var også kommet for at høre, hvad eksperterne mener om finanskrisen. Også han fik hovedsagelig bekræftet, hvad han allerede vidste.

- Jeg havde godt nok håbet, det stod lidt mindre ringe til, sagde han under en pause i mødet.

Per Hesseldal Hansen fandt også ud af at han vil beholde sit land med variable rente, og at han skal have sig en snak med sin økonomikonsulent, om de Schweizer Frank.