For Carsten Jensen og sønnen Kent var det primære formål med at tage turen i går fra Trige til LIB-messen i Fredericia at teste systemet med gps-navigation via mobilnettet.

Effektivt Landbrug mødte de to planteavlere, der dyrker omkring 550 hektar nord for Århus, ved den ene af testbanerne ved messecentret, da Kent Jensen som den første satte sig op i testtraktoren fra New Holland.

- Det er især min søn, der har tænkt på systemet, smiler Carsten Jensen i retning mod traktoren, som Kent Jensen netop kører ud på testbanen.

- Der skal jo nok en investering til på en 120-140.000 kroner. Der er nok nogle penge at spare, hvis man køber samtidigt med traktoren, men nu nåede vi at købe den seneste traktor, inden vi kunne få systemet, fortæller faderen.

Køber i nær fremtid
Carsten Jensen regner med, at systemet er indkøbt inden for et år:

- Tit er det jo sådan, når der kommer noget nyt, at man går rundt og ser tiden an og venter til det rigtige købstidspunkt kommer. Det hele bliver jo billigere med tiden, og udviklingen går stærkt, men man kan jo ikke vente for evigt.

Planteavleren fra Trige forventer, at hver anden nyere traktor er udstyret med gps-navigation om fem år. 

- Kører man 12 timer i træk, bliver det væsentligt mere afslappende at køre med, og det er en stor hjælp.

Men han mener, at det er vigtigt, hvordan systemet og skærmen bliver sat op.

- Det skal være til at finde ud af, når der er en ny person, der skal køre med det, siger han, inden det er hans tur til at køre ud på testbanen bag Fredericia Messecenter.

Systemet tjener sig ind
- Det bliver meget lettere at køre lige, ikke mindst når vi kører om natten. Så vi sparer en masse overlap. Det bliver også meget mere afslappende at køre. Selvfølgelig skal det ikke blive så afslappende, så vi falder i søvn, griner Kent Jensen og konstaterer, at det er anstrengende at køre og koncentrere sig mange timer i træk.

Han har regnet på økonomien i systemet og mener, at det er tjent ind på ti år. Selv om traktoren skiftes ud tidligere, kan systemet enten flyttes over i en ny traktor, eller man sælger traktoren videre med systemet. Så har den større værdi, for den nye ejer og kan give en højere brugtpris.