Vi har ikke et loft på jordværdi
JORDPRIS: Vurderingsfolkene hos Realkredit Danmark har ikke et fast maksimum på pantværdien pr. hektar. - Men den er faldet, lyder det.
Hvor rygtet kommer fra, tør kreditchef i Realkredit Danmark Michael Hermansen ikke sige.
- Vi har ikke et loft på 200.000 kroner pr. hektar, når vi vurderer pantet i landbrugsjord, slår kreditchefen fast.
Ikke mindst på Dansk Landbrugs delegeretmøde i sidste uge blev der snakket i krogene om de kreditvurderinger, der i disse uger foretages af vurderingsfolkene fra kreditforeningerne. Et fast og absolut loft at administrere efter vil Michael Hermansen dog tilbagevise.
- Men jeg vil da godt sige, at situationen er en hel anden end tidligere. Jeg tør bestemt ikke spå, om prisen på landbrugsjord falder med 5, 10, 25 eller 50 procent. Men situationen i betragtning tror jeg godt, vi kan konstatere, at jordprisen har toppet.
- I vores vurderinger ønsker vi at imødegå de faldende handelspriser. Jeg kan da godt sige, at vi ikke vurderer pantværdien til 350.000 kroner pr. hektar, selvom der også på det sidste har været handler på dette niveau. Heller ikke 300.000 kroner, slår Michael Hermansen fast.
Management
Lige så vigtigt som realværdien af bygninger, produktionsudstyr og jord er en anden faktor, nemlig management.
- Landmandens evne til at drive en rentabel forretning har stor betydning for vores vurdering af sagen, såvel i opgangstider som i nedgangstider. Vi skal hele tiden vurdere, om låntageren er i stand til at klare sine forpligtelser overfor det lån, han optager. Hvis vi tager fejl i vores bedømmelse af kundens styrke, vil prisudviklingen på ejendommen være afgørende for om vi får tab.
- I de senere år har konjunkturerne været med os med stadigt stigende ejendomspriser, og dermed bidraget til lave tab. I nedgangstider vil de samme fejlbedømmelser medføre tab, siger Michael Hermansen.
Offentlig vurdering
I vurderingen af långivningen vurderes en ejendom efter helt faste procedurer.
- Vi sætter kvadratmeterpriser på produktionsbygningerne og stuehuset. Når det gælder jorden, som oftest udgør den største andel i den samlede værdiansættelse skeler vi naturligvis til handelspriserne i området.
- Her indgår såvel afkastet fra selve dyrkningen, og vi ved naturligvis også, at man på en husdyrejendom køber sig til en produktionsret. Det eneste, vi ikke kan bruge til noget, er faktisk den offentlige vurdering, siger Michael Hermansen.
Kreditchefen vurderer, at der fortsat kan skaffes penge til ejendomshandler, omend aktivitetsniveauet nok bliver lidt langsommere.