Danske landmænd og andre, der genplacerer ejendomsavancen i udenlandske ejendomme, mødes af ekstra skattekrav. Mens dem, der genplacerer i danske ejendomme, går fri.

Dét er konsekvensen af en lov, som Folketinget vedtog den 7. maj 2008, vurderer Jens Jul Jacobsen, der er specialkonsulent i Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Skat.

Han mener, at Skatteministeriet og partierne bag loven dermed har bragt sig i konflikt med EU-retten.

- Med loven behandler Danmark de borgere, der vil genplacere i udlandet, dårligere, end dem, der vil genplacere i danske ejendomme. Dette er i strid med EU’s fundamentale rettigheder om fri bevægelighed inden for EU, siger Jens Jul Jacobsen til Effektivt Landbrug.

Ekstra krav
Sagen drejer sig om to krav, som Skat med den nye lov i hånden kan stille til dem, der vil genplacere i udenlandske ejendomme:

For det første skal man kunne vise et driftsbudget for det købte. Dette er ikke noget krav ved danske ejendomme.

For det andet – og endnu værre – kan Skat nu kræve regnskaber for den købte ejendom tilbage i tiden.

Har man for eksempel i 2008 købt en landbrugsejendom i Tyskland, man ønsker at genanbringe ejendomsavancen i, kan Skat efterfølgende kræve regnskaber for ejendommen for 2007, 2006, 2005, osv.

Jens Jul Jacobsen kalder det en besynderlig og urimelig retstilstand.

- Det er ikke sikkert, at køberen af ejendommen kan få adgang til regnskaberne, for sælger er ikke forpligtet til at udlevere dem. Især i tilfælde, hvor regnskabstallene er dårlige, kunne man forestille sig sælger nægte at udlevere dem. Konsekvensen er, at køberen bliver stillet dårligere end dem, der genplacerer i danske ejendomme, siger Jens Jul Jacobsen.

Går for vidt
Skat må dog godt i visse tilfælde stille ekstra krav til køberen af en udenlandsk ejendom, hvis der er en særlig grund til det. Men det må ikke være krav, der er ude af proportioner, understreger Jens Jul Jacobsen. Han tilføjer:

- I den her sag går Skatteministeriet for vidt, fordi den, der vil genplacere i en udenlandsk ejendom, kan blive stillet i en situation, hvor det er umuligt at opfylde kravene.

Jens Jul Jacobsen stiller sig samtidig uforstående overfor, at Skatteministeriet har vurderet, at loven ikke har EU-retlige konsekvenser.

- Det har den efter vores mening, og derfor rejser vi sagen over for Skatteministeriet, siger Jens Jul Jacobsen.

I Skatteministeriet henviser fuldmægtig Jens William Grav til et svar, som skatteminister Kristian Jensen gav til Skatteudvalget tidligere på året.

Her henviser ministeriet til Skatterådets gældende praksis, nemlig at en skatteyder ved anmodningen om genanbringelse i den udenlandske ejendom skal afgive »de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme, herunder et driftsbudget for den erhvervede ejendom« så skattemyndighederne blandt andet får en reel mulighed for at vurdere, om anbringelsen sker i en erhvervsmæssig ejendom.

Bredt flertal
Bag den nye skattelov står Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF, Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance. Enhedslisten stemte imod.

Effektivt Landbrug følger op på sagen, når Skatteministeriet svarer Dansk Landbrugsrådgivning.