Det historiske Tyrrestrup Gods, der ligger nær Horsens, er netop kommet på markedet. Det er en skov- og landbrugsejendom med et samlet areal på 270,23 hektar, som er blevet udbudt til 69,5 millioner kroner gennem ejendomsmægler Asger Olsen A/S. Ejendommens driftsgrene er primært planteavl og skovbrug.

Af det samlede areal udgør cirka 142 hektar agerjord med god bonitet – primært JB 4-6 – og jorden bliver brugt til konventionel planteavl.

Dertil kommer omkring 100 hektar skov, som er en blanding af ældre løvskov og nåleskov. Derudover er cirka 17 hektar udlagt som eng, mose og naturarealer, mens de sidste cirka 11 hektar rummer bygninger, gårdsplads, have og veje.

Hovedbygningen kan også sælges særskilt

Midt på ejendommen ligger den fredede hovedbygning, hvis historie går helt tilbage til 1400-tallet. Den nuværende bygning stammer fra årene 1875-77 og er altså op mod 150 år gammel. Den rummer i alt 1.100 kvadratmeter, fordelt med 550 kvadratmeter bolig i stueplan og en lige så stor kælder. Til huset hører også en park på cirka tre hektar.

Faktisk er det muligt for interesserede at købe hovedbygningen særskilt. Den er således sat til salg, også via Landbrugsmarkedet, for 15 millioner kroner.

Driftsbygningerne på Tyrrestrup Gods er i forskellig alder og stand. Et maskinhus fra 1996 er på 763 kvadratmeter, og derudover er der en ældre lade på 450 kvadratmeter, som også bruges som værksted, samt en kornlade med planlager på 779 kvadratmeter – med en kapacitet på cirka 700-800 ton korn.

Den gamle svinestald fra 1965, som blev ombygget i 1995, er på 756 kvadratmeter og bruges i dag til opbevaring. Den er ikke længere godkendt til dyrehold. Til sidst er der en garage med fyrrum på 118 kvadratmeter.

Ejendomme