251 trinløse hestekræfter. Det er, hvad Case IH vil afsløre på LIB-messen i Fredericia 13.-15. november.

Messen bliver det første sted i Europa, hvor Case IH kan vise sine tre modeller i Puma-serien med trinløs transmission. De tre modeller bliver dermed et supplement til de øvrige syv nuværende Puma-modeller i serien, der alle har powershift transmissioner. De nye Puma'er får modelbetegnelserne 195 CVX, 210 CVX og 225 CVX.

Case IH har i mere end ti år produceret mindre traktorer med trinløs transmission på mærkets europæiske fabrik i St. Valentin i Østrig.

- Nu øger vi størrelsen på de traktorer, der kører trinløst, siger Lars Frederik Henningsen, marketingchef for Case IH i Norden og Baltikum.

To køremåder
Topmodellen blandt de tre nye, Case IH Puma 225 CVX, har en maksimal motorydelse på 251 hestekræfter med boostfunktion. De mange hestekræfter kommer fra en seks-cylindret Case IH-motor med en slagvolumen på 6,75 liter.

Traktorføreren kan i de nye Puma CVX-modeller vælge mellem to køremåder.

- Man kan enten vælge den automatiske måde, hvor traktoren selv finder og vælger forholdet mellem motoromdrejninger og transmissionens indstilling. Den anden køremåde er, hvor det er føreren, der vælger forholdet mellem motor og transmission, forklarer Lars Frederik Henningsen.

De tre nye Case IH Puma CVX-modeller har fået et nyt multikontrolhåndtag til betjening. Betjeningen sker sammen med de indstillinger, føreren foretager på fingertouch AFS Pro 300 skærmen, der ligeledes er anbragt i højre armlæn.