Danisco Seed har i samarbejde med en række landmænd og planteværnsfirmaet BASF etableret fire steder på Lolland og Falster, hvor de nye sukkerroesorter demonstreres.

Sidste mandag blev der afholdt marktræf på demoparcellen hos Henrik Marcussen, Nygaard ved Nakskov og onsdag hos Børge Fredslund ved Eskildstrup. Parcellerne blev inspiceret, og der blev evalueret på årets hidtidige dyrkningsforløb.

Der bliver ligeledes udført praktiske forsøg med planteværnsmidler til illustration af deres virkning. Det sker ved indsats fra BASF A/S, hvis midler Opera og Opus er i fokus i relation til svampestrategien. Generelt havde løsningen »landmandspraksis« med 2x0,25 liter Opera eller Opus udbragt rettidigt klaret sig godt, men større dosis kan hæve indtjeningen.

Eneste udestående behandling er i de ekstreme tilfælde, hvor roerne døjer med rust, og det ses i år tydeligt i nogle marker. Her kan det ved sen optagning omkring december være relevant at sprøjte mod rust, men med respekt for sprøjtefristen, lød udmeldingen.

Ukrudtssprøjtningerne havde efterladt en del melder i år, og en dag eller to mindre mellem sprøjtninger havde måske været løsningen. En praktisk oplevelse hos Henrik Marcussen viste et helt rent stykke, og han fortalte, at der på den del var kørt 1,2 liter Herbasan ekstra, idet sprøjten blev tømt inden anden opgave.
 

Nye roesorter
Præsentationen af nye roesorter omfattede Angus, søstersorten Jenny og Molly. I omtalen nævnte salgschef Henrik W. Møller, Danisco Seed, at sorterne havde vist sig rimelig ensartet over hele sæsonen, men Jenny og Molly havde været lidt hurtigere oppe.

Angus er for 2009 med på bestillingssedlen fra Danisco Sugar Agricenter Danmark, og ifølge Henrik W. Møller har sorten med tolerance mod rizomania vist meget højt udbytte. Sorten har vist lille tilbøjelighed til at danne stokløbere, og over middel modtagelighed for ramularia.

- Angus har en kraftig rodvækst til at modstå nematodetryk, og sorten har derfor vist relativ lille påvirkning af nematoder. Er der nematoder i en mark, så gælder det i øvrigt om, at så denne mark først, påpegede salgschefen.

Demosorten Jenny er rizomaniaresistent og har god ramularia tolerance. Som observationssort har der i år været begrænset dyrkning, men senere på året vil Sortskommissionen afgøre rådigheden for 2009.

Om Molly blev det nævnt, at den fungerer godt over hele Europa, inklusiv Sverige, hvor den er med i årets produktion. Den er god til at bevare den grønne farve hele sæsonen på grundlag af genetikken, så det er ikke kvælstof alene, der kan sikre farven. Fra næste år med sandsynlig tilgængelighed for det danske marked.

Henrik W. Møller benyttede lejligheden til at nævne, at der fra 2009 vil være et nyt kvalitetskoncept for endnu bedre frø - Seed Plus. Med tiltaget vil der nok være under 10 procent af det dyrkede frø til udsæd fra Italien, som vil blive udvalgt til dyrkning.

Vokslag påvirker sprøjtningen
Chefkonsulent Niels Viggo Brodersen fra Agricenter Danmark nævnte om sprøjtningerne, at de fra starten med tørt vejr var påvirket af bladenes vokslag.

- Effekten af sprøjtemidlerne er afhængig af optagelse og dermed koncentrationen i planterne. Jo hurtigere optagelse desto bedre, som var det en større dosis end den anvendte. Ud fra et enkelt års erfaringer skal vi naturligvis ikke sætte doserne op.

- Henset til, at mange roemarkers faktiske tilstand medfører større ukrudtstryk i roemarkerne, så tænk på at bevare ukrudtsfrøene i øverste jordlag, og få dem til at spire inden næste afgrøde, lød opfordringen.

Der er naturligt fokus på, at sprøjtninger skal udføres billigst muligt, og her omtalte Niels V. Brodersen en mulig reduktion af dosering, såfremt der blev brugt mere olie – eventuelt Renol. Han henviste til forsøg udført på forskningscenter Flakkebjerg, hvor det var et plus med olie for optagelsen. Ganske vist med tilsætning til planteværnsmidlet Atlantis.

Bor i gødningen
Angående behovet for bor i roedyrkningen, efter at der i flere år ikke var bor tilsat gødningen, havde chefkonsulenten ændret opfattelse af betydningen.

- Det mest oplagte er brugen af flydende gødning inklusiv bor og mangan. Ellers er det med sprøjteblanding sammen med sidste ukrudtssprøjtning, hvor bladarealet er godt. Det nytter ikke at vente til rækkerne lukker, for så kan skaden være sket, forklarede Niels V. Brodersen.

- Gødningen bør i øvrigt placeres af flere gange, og mindre mængde ved såningen forøger såkapaciteten, mindede chefkonsulenten om og tilføjede, at med den rigtige teknik, så ødelægges rækkerne ikke ved de senere tildelinger.