Store ejendomme kan også sælges
SALG: - De store ejendomme kan sagtens sælges. De kan enten splittes op eller blive solgt som en »going koncern«, fortæller Henning Tovgaard, Nybolig Landbrug.
Mange i landbrugskredse er bekymrede for om de store landbrug kan sælges. Den bekymring deles ikke af landbrugsmægler Henning Tovgaard, Nybolig Landbrug i Holstebro. Han har været i branchen siden 1986 og sælger over 75 produktionslandbrug om året.
- De store ejendomme kan sagtens sælges. De kan enten splittes op eller blive solgt som en »going koncern«, altså en ejendom i fuld drift, understreger han og fortæller, at her har udviklingen ændret sig.
- For 20 år siden eller længere tilbage var det almindeligt, at en landmand købte en ejendom og udviklede den de første år for derefter igennem en årrække at slide produktionsapparatet op og så sælge. Bygningerne var derfor simpelthen forældet ved pensionist tiden. Den går ikke i dag, hvis der skal sælges optimalt, siger Henning Tovgaard og forklarer, at tidligere måtte den nye ejer jo investere meget og opbygge et nyt produktionsapparat før, der kunne tjenes penge.
Driftige landbrug
- I dag er landmændene driftige og udvikler sig hele tiden. Derfor køber man i dag en bedrift i fuld drift. Den kan volumenmæssig være stor, men man er i gang fra dag ét, og det betyder meget for forrentningen, siger han og understreger, at prisen altid er et spørgsmål om forrentning. Og de, der skal finansiere et sådant køb, ser jo også på, om der er en fremtid for projektet, tilføjer han.
Henning Tovgaard mener, at store ejendomme er de ejendomme, der har beskæftigelse til to mand eller mere.
- Vi ser rigtig mange rigtig store ejendomme i dag – og selvfølgelig kan de sælges. Men det kræver, de er i god drift, understreger han. Og siger, at liggetiden godt kan være lidt længere for den slags ejendomme, der er jo ikke så mange købere, men de er der.
Forbered salget
Samtidig understreger mægleren, at det er vigtigt at forberede salget af enhver produktionsejendom ved hele tiden at udvikle ejendommen i stedet for at afvikle.
Ejendommen skal fremstå som moderne med et produktionsapparat i fuld vigør. Og så hjælper det altid, hvis det er en ejendom, der ser godt ud, understreger han.
- Man skal også personligt være klar til et salg, understreger mægleren.
Det betyder både, at man er klar til at afhænde, men også at man ved, hvordan man vil genanbringe sin formue, og ved hvad man selv skal lave, når ejendommen ikke beslaglægger tid længere.
Der spås om faldende jordpriser rundt omkring. Det tror Henning Tovgaard heller ikke på. Men måske kommer der en opbremsning i priserne eller i stigningstaksten, spår han.







































