Fastholder regler for transport af søer
DEBATMØDE: Justitsminister Lene Espersen gjorde det klart på et møde hos LandboNord i Brønderslev, at hun står fast på otte-timers reglen om transport af søer til udlandet.
Der var ingen tvivl at spore hos justitsminister Lene Espersen (K), da der blev holdt debatmøde om dyrevelfærd hos LandboNord mandag aften. Der skal være retningslinjer for, hvor lang tid søer må transporteres, og transporten skal forbedres med hensyn til indvendig højde og arealkrav. Også i EU.
- EU-reglerne er sådan i dag, at grise i princippet må transporteres fra de fødes til de dør. Det er noget svineri, sagde ministeren og tilføjede:
- Et eller andet sted skal grænsen være, og dyr skal helst kun transporteres til det nærmeste slagteri. Det kan I mene er både urimeligt og mærkeligt, men det er holdningen, understregede Lene Espersen fra talerstolen.
Lene Espersen sagde også, at hendes erfaringer viser, at når en ekspert siger en ting om en sag, så siger en anden noget andet.
- Det kan godt være, at transporttiden kan hæves, men det kan også godt være, at det er bedst for søerne, at den kun er fire timer, sagde hun.
Kritik af samlestalde
Fra salen gik kritikken på, at søerne slås, når de lukkes sammen i samlestalde efter de første otte timers transport.
- Løsningen med samlestalde er en hovsa-løsning, og det er i hvert fald uværdigt for dyrene, som det er nu, understregede formand for LandboNord, Henrik Gregersen, Frøstrup.
Det synspunkt bakkede næstformand Hans Jørgen Boel, Hjørring, op og opfordrede ministeren til at besøge en samlestald og ved selvsyn konstatere, hvordan søerne har det.
Til det svarede ministeren:
- Det er jo i strid med loven, hvis de ansatte ikke skiller søerne ad, når de slås. Hvis det ikke fungerer i samlestaldene, må man finde en alternativ opstaldningsform, sagde hun.
- Hvis den løsning er enkeltopstaldning, så forbydes det i 2013, lød det fra salen.
Danske særregler
Rune Qvist Nielsen rettede ikke kun kritikken mod samlestaldene men også imod, at otte-timersreglen er en dansk særregel.
- Du må indse, at vi er med i EU. Derfor skal reglerne ændres i EU og ikke kun i Danmark, sagde svineproducenten fra Støvring.
Det ser dog ud til, at der er flere regler på vej til staldene. Lene Espersen kunne nemlig oplyse, at en arbejdsgruppe bestående af folk fra landbruget, fra dyreværnsorganisationer og fra kommunerne netop nu arbejder med retningslinjer for blandt andet rodemateriale, halm, fyldigt foder, udformning af farestier og fravænningsalder.
Gå til oppositionen
Igen og igen understregede ministeren, at vilkårene for landbruget ikke bestemmes af regeringspartierne men af oppositionen, der har flertal i sager om dyrevelfærd.
- Venstre og Konservative er helt enige med landbruget, derfor må I i dialog med oppositionen, understregede Lene Espersen.
- I skal også huske på, at politikerne påvirkes af andre ting, end hvad der berører landmændene i staldene.
Den kommentar er Henrik Gregersen helt enig i.
- Vi ved godt, det er andre, der sætter vores dagsorden, men vi kæmper for fagligheden, sagde han.
Formand for LandboNord, Henrik Gregersen, var godt tilfreds med, at det var lykkedes landboforeningen at få justitsminister Lene Espersen med til et fyraftensmøde mandag aften.
- Det, at hun kommer, betyder, at hun tager erhvervet alvorligt, sagde formanden efter mødet.
På mødet opfordrede Lene Espersen mange gange til, at landbruget også tager fat i oppositionen.
- Det er dem, der har flertallet i dyrevelfærdssagerne, sagde ministeren.
LandboNord jager politikerne for at få dem i tale og holde dem fast på det, de siger, oplyste Henrik Gregersen. Også oppositionen.
- Men når de inviteres til vores arrangementer, så glimrer de ved deres fravær, sagde formanden.







































