Lastbil klarer transporten
LASTBIL-ERFARING: Midtjysk svineproducent har de seneste to år haft gode erfaringer med at bruge egen lastbil til svinetransport og til afhentning af valle.
På svineproduktionen I/S Overgaard, Tyrsting imellem Brædstrup og Klovborg, har man de seneste to år brugt egen lastbil til bedriftens transportopgaver, og erfaringerne er gode.
- Lastbilen kører omkring 50 - 60 timer ugentligt. Opgaverne er primært flytning af svin og kørsel af slagtesvin til slagteriet. Derudover henter vi valle med lastbilen på det nærliggende Them Mejeri, forklarer Torben Jensen, som er den ene af svineproduktionens tre ejere. Den øvrige ejerkreds består af hans lillebror og far.
Sparer tid og brændstof
Ifølge Torben Jensen har der været stor succes med at bruge lastbilen til mange af de transportopgaver, hvor der tidligere blev kørt med traktor.
- Vi sparer først og fremmest en masse tid ved at lægge opgaverne over på lastbilen. Derudover sparer vi også brændstof, da lastbilen kører betydeligt længere pr. liter diesel, siger han.
Han tilføjer, at lastbilen desuden gør det muligt at få en mere optimal udnyttelse af bedriftens fem traktorer. De kan nu primært bruges til det, de er bygget til, nemlig markarbejdet.
Sammen med nabo
I/S Overgaard ejer lastbilen i et særskilt I/S-selskab sammen med en nabobedrift. De to bedrifter koordinerer opgaverne og deles på den måde om den samme lastbil.
- Vi lavede konstruktionen for at være sikker på, at vi kunne få timer nok på bilen, og det har vist sig at være en fornuftig beslutning, forklarer Torben Jensen.
På I/S Overgaard kører man med en forvogn og en hænger med skiftelad. Netop nu overvejer bedriften at udskifte den til en trækker med sættevogn i stedet, da man på denne måde kan få kapaciteten i vejret.
- I øjeblikket kan vi transportere 88 slagtesvin pr. læs. Ved at lave udskiftningen vil kapaciteten komme op på 150 svin pr. læs, siger Torben Jensen.
Faste chauffører
Lastbilen bliver dagligt kørt af den samme faste chauffør, som koordinerer og varetager transportopgaver. Derudover råder begge ejendomme også over en afløser med stort kørekort, som træder til, når det er nødvendigt.
- En af vores nye medarbejdere har allerede stort kørekort. På den måde har han uden videre kunnet træde til som afløser på bilen. Det har naturligvis været en stor fordel, siger Torben Jensen.
God idé
Torben Jensen har primært gode erfaringer med at bruge lastbil til transportopgaver, og han anbefaler andre at gøre det samme.
- Det har bestemt fungeret god. Vi har især sparet meget tid ved at bruge lastbil frem for traktor. Blot skal man sikre sig, at der kan komme nok timer og kilometer på lastbilen, ellers bliver investeringen for dyr, siger han.
Overgaard I/S har 2000 søer og producerer årligt omkring 28.000 slagtesvin. Resten sælges som 30-kilos grise.