Arla vil nu belønne økologisk produktion yderligere.

Fra 1. juli øger koncernen betalingen til sine økologiske andelshavere for at få flere til at lægge om til økologisk produktion. Det sker i erkendelse af, at den økonomiske gulerod, som Arla i forvejen har haft placeret foran potentielle økologer, ikke er attraktiv nok.

Derfor hæver Arla økotillægget med 10 danske øre pr. kilo mælk fra 1. juli 2008, så merbetalingen til økologerne i Arla stiger til i alt 67,9 øre pr. kg.

- Vi forhøjer økotillægget ud fra et ønske om at indveje mere økologisk mælk, for det kan vi se i markedet, at der er behov for, siger Arla Foods’ viceadministrerende direktør Povl Krogsgaard.

Dermed dropper Arla princippet om, at økotillægget skal afspejle meromkostningerne ved økologisk produktion. Fremover baseres tillægget alene på selskabets behov for rå økomælk, og afspejler altså Arlas ønske om få mere økologisk mælk.

Arla vil gerne kendes som det mejeri, der gør mest for at udbrede økologien i Europa.

- Men det kræver flere økologiske producenter. Bliver økologien et nicheprodukt, som kun er beregnet for en snæver, købestærk målgruppe – har den ingen betydning, siger administrerende direktør Peder Tuborgh.

Arla Foods’ økologiske målsætning er fortsat at øge den årlige indvejning af økomælk til 375 millioner kilo i Danmark, og til 266 millioner kilo i Sverige inden 2011. I Danmark mangler Arla fortsat 55 millioner kilo for at nå målet, mens man i Sverige er 100 millioner kilo fra at nå målet.

Derfor hæver Arla økotillægget endnu mere i Sverige – nemlig med 28,4 danske øre pr. kilo, da manglen på økologisk mælk er endnu mere akut på det svenske marked.

Arla Foods er i dag verdens største producent af økologiske mælkeprodukter.

Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug torsdag 12. juni.