Blokaden virker ikke
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Aldi har indtil videre ikke mærket noget til Landsforeningen for Danske Mælkeproducenters anstrengelser for at forhindre mælk i at blive leveret til kædens danske butikker.
Da Aldi onsdag i sidste uge besluttede sig for at presse prisen på mælk i den danske detailhandel, vakte det vrede i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.
Foreningen meddelte fredag, at såfremt Aldi ikke opgav prisnedsættelsen, ville man iværksætte blokader af de mejerier, der leverer discountkædens mælk. Det skulle foregå ved, at tyske mælkeproducenter i solidaritet med deres danske kolleger blokerer for de tre nordtyske mejerier, som leverer mælk til Aldi.
Til gengæld har LDM fået mundtligt tilsagn fra et antal danske mejerier om, at disse ikke vil sælge billig mælk i Tyskland. Men sent mandag eftermiddag havde Aldi endnu ikke bemærket udsving i mælkeleverancerne.
- Jeg forholder mig kun til fakta, og vi har fået 100 procents levering til dags dato, siger Aldi-direktør Frank Egholm til Effektivt Landbrug.
Aldis fire mejerikerneprodukter er, som Frank Egholm siger: »mælk, mælk, mælk og mælk, og det får vi kun fra Tyskland«.
Det stiller formanden for Foreningen af Danske Mælkeproducenter, Peder Mouritzen, sig dog uforstående overfor.
- Der er lukket fuldstændigt i det nordtyske område, siger han.
Frank Egholm er uenig:
- Det er muligt, at der har været kommunikation mellem danskerne og tyskerne, men det er ikke ensbetydende med, at de tyske kolleger vil gøre dem tjenester. Især ikke fordi Danmark eksporterer masser af mælk til Tyskland, siger Frank Egholm, der tvivler på at LDM har haft held med sit forsøg på at påvirke tyskerne til at blokere for leverancerne.
Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug tirsdag 3. juni.








































