- I en sengebåsestald er inventarets hovedfunktion af beskytte køerne mod hinanden, og i princippet skal der være så meget plads, at køerne ikke kommer i kontakt med sengebøjlerne, når de lægger og rejser sig.

Det påpeger kvægfagdyrlæge Mogens Jakobsen, Boehringer Ingelheim, i en samtale med Effektivt Landbrug om indretning af stalde til malkekøer.

I sit daglige virke støder Mogens Jakobsen på talrige eksempler på inventar, der enten er forkert designet eller monteret og derfor ikke fungerer, som det skal.

En af de hyppigste fejl er for lavt monterede nakkebomme, som derfor er blankslidte - og med skader på dyrene som en synlig konsekvens.

- Til køer af stor race skal nakkebommen op i en højde på mindst 120 centimeter og gerne op i 130 centimeter. Til jerseykøer skal nakkebommen typisk sidde omkring 15 centimeter lavere. I længderetningen skal nakkebommen monteres cirka 180 centimeter fra sengebåsens bagkant, når der er tale om køer er stor race, og lidt mindre ved jersey, minder Mogens Jakobsen om.

- Til stor race skal bredden på sengebåsene almindeligvis også ligge imellem 120 og 130 centimeter og omkring 15 centimeter mindre til Jersey, siger han og føjer til:

- Det er vigtigt for mig at pointere, at alle disse mål ikke er absolutte, men skal ses som vejledende. For eksempel skal nakkebommens placering tilpasses den enkelte besætning, og i en ny stald bør man have tålmodighed og ikke begynde at flytte på den før end efter mindst et par ugers forløb.

Så snart man ser slidmærker på inventardele og/eller såkaldte kontaktskader på dyrene, er der noget galt. Enten er inventaret forkert designet eller monteret, og så er det vigtigt at få fundet og rettet fejlene hurtigst muligt.

Det begrunder Mogens Jakobsen med, at køerne skal have de bedst mulige forhold i sengebåsene, så de har lyst til at opholde sig der, når de ikke æder eller er til malkning.

- Er pladsforholdene i sengebåsene ikke optimale, fører det jo blandt andet til, at de store, stærke køer opholder sig der for lidt og i stedet står og hænger på gangene eller halvt oppe i sengebåsene. Står de stærke køer og fylder mere eller mindre på gangene, er en af de uheldige konsekvenser, at der er for lidt plads til de svage køer ved foderbordet. Jo før den store, stærke ko lægger sig i en sengebås, jo før bliver der plads ved foderbordet til den næste ko i hierarkiet, forklarer den erfarne kvægfagdyrlæge.

Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug onsdag 28. maj.