Danmarks sidste herregårdsgartner
(EFFEKTIVT LANDBRUG) 10 mand passer og producerer planter til den 20 hektar store slotspark omkring Egeskov Slot.
Den sidste herregårdsgartner i Danmark er en Bonde. Nemlig slotsgartner Peter Bonde Poulsen, der har ansvaret for det, han selv kalder Danmarks sidste herregårdsgartneri.
- Vi producerer hvert år mellem 600 og op til 1.000 forskellige plantearter og -sorter helt efter vort eget hoved. Langt mere end de kun 150 forskellige planter, der typisk er i supermarkedernes forårskataloger og derfor dominerer produktionen i andre gartnerier. For eksempel begyndte vi at samle duftpelargonier og har nu 48 forskellige af slagsen, hver med sin særlige duft. Nu har den interesse bredt sig, og de kan købes i hele landet.
Planterne fra Egeskovs gartneri anvendes til udplantning i den 20 hektar store slotspark, der hvert år besøges af omkring 200.000 gæster, heraf mange haveinteresserede.
Peter Bonde Poulsen kan ikke skjule sin begejstring for sit arbejde. Han ser det som et stort privilegium at kunne medvirke til udviklingen af slotsparken og stiller sig gerne i spidsen for nye udfordringer.
- Op til denne sæson har vi genskabt Michaels Ahlefeldts bedstemors staudehave, viser han de store halvrunde bede, der kranser den store plæne i parkens sydende. Her er der 400 forskellige numre, viser han i de sirligt afmærkede staudebede, der kan gøre enhver haveejer grøn af misundelse.
Et andet projekt har været at etablere »den blå have«. Inden driftsleder Bo Jensen og Peter Bonde Poulsen entrer den nyanlagte blå have, tjekker de lige om urværket på deres mobiltelefoner stemmer overens med Piet Heins geniale solur, hvor en skarp skyggekant viser tiden på det fire meter lange snoede bånd.
- Soluret viser normaltid og ikke sommertid, korrigerer Peter Bonde Poulsen.
Den nedsænkede og cirkelrunde have, der omkranser Piet Heins solur er endnu en af årets nyskabelser.
- Det udtrykker både poesi og forelskelse hos værtsparret på slottet, siger Peter Bonde Poulsen om den udfordring, det har været at skabe den blå have.
Det er grevinde Caroline Søeborg Ahlefeldt, der har leveret ideen til haven, som snart vil fyldes af blomster i næsten enhver tænkelig blå nuance. De første blomstrer allerede.
Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug Weekend lørdag 17. maj.






































