Joan og Hans Skovgård, Them ved Silkeborg, nåede at eje en enkelt- og en dobbeltboks af mærket Galaxy i 3,5 år, inden de i foråret 2007 smed dem ud i maskinhuset.

- Robotterne havde i gennemsnit fire alarmer i døgnet. Vi kunne aldrig køre ud af indkørslen uden at risikere at skulle tilbage til stalden, og når det var værst, var vi oppe om natten fem dage på en uge for at tage os af alarmer. Til sidst kunne vi ikke se nogen anden løsning end at forære boksene væk, lyder det fra parret.

Det første halvandet år med robotterne mente Joan og Hans Skovgård ellers, at de havde gjort en god handel. Parret lagde derfor gladelig gård til, når der var Agromek i Herning. Så man fra SAC’s stand kunne følge robotterne i funktion via webcam, og samtidig besøgte busfuld efter busfuld med interesserede mælkeproducenter parrets bedrift.

Der er først og fremmest en psykologisk forklaring på, at parret i første omgang var positive over for SAC-robotterne, mener de selv.

- Når man har foretaget en investering på 2 millioner kroner, så tager det et stykke tid, inden man erkender, at det var noget lort. Det hang også sammen med, at vi lidt efter lidt hørte om problemer andre steder med Galaxy-robotterne, og at kolleger med andre fabrikater ikke tilnærmelsesvis oplevede ligeså store problemer som os.

Ifølge Joan og Hans Skovgård havde Galaxy-malkerobotterne problemer med 25 procent af malkningerne. Driftsstoppene varede op imod 37 timer, hvor alle køerne måtte malkes manuelt.

Parret fortæller, at dobbeltboksen havde en malkekapacitet på kun 550 tons mælk årligt pr. boks. Endelig kunne robotterne konsekvent ikke malke 10 procent af køerne, selv om Joan og Hans Skovgård forsøgte at slagte sig ud af problemet.

- Robotten havde især problemer med at finde patterne på køerne. Ligeledes var den ikke udstyret med følere, der kunne registrere, hvor i boksen koen stod, siger Hans Skovgård. Han nævner også problemer med påsætningssættet, som blev udskiftet fem gange på tre år. Akslen og motoren i robotarmen var også meget ustabile, mens kouddriveren heller ikke fungerede tilfredsstillende.

- Der var ikke noget at sige til, at børnene efterhånden sagde »Åhhh nej«, når alarmen gik. For det var jo aldrig til at vide, om vi skulle bruge tre timer eller mere på at få robotterne op at køre igen. Vores tidsforbrug i stalden var uoverskueligt stort på grund af robotterne, fortæller Joan og Hans Skovgård.

Serviceomkostningerne på Galaxy-robotterne var med 60-70.000 kroner om år pr. boks også alt for høje, mener parret.

Læs hele opslaget om Galaxy-robotter i EFFEKTIVT LANDBRUG onsdag.