For de fynske landmænd, der fortsat har ønsket at dyrke sukkerroer, vil årets roekampagne forløbe på en helt anden måde end hidtil. Andre vil nemlig sørge for at tage deres roer op, køre roerne med lastbil til en havn - primært Assens - og derfra sejle roerne med pramme til Nakskov Sukkerfabrik.

Disse »andre« er det nystartede selskab »Roetransport Assens A/S«, som ca. 500 roedyrkere har tegnet sig som aktionærer i, og som til efteråret skal stå for optagning og transport af ca. 375.000 tons sukkerroer fra Fyn til Nakskov.

Roetransport Assens A/S har pr. 1. februar ansat den hidtidige roechef ved Assens Sukkerfabrik, Erik Rysholt Poulsen, som direktør. Det er dermed en erfaren sukkerroemand, der har fået ansvaret for at få roerne taget op og transporteret til Nakskov.

Den 51-årige Erik Rysholt Poulsen er opvokset ved landbruget på Ringkøbing-egnen. Efter realeksamen blev han udlært radiomekaniker og arbejdede som mestersvend et års tid i Skjern. Senere tog han HF og var blandt andet om sommeren forsøgsmedhjælper på Borris Forsøgsstation. Om vinteren var han ude som lærervikar.

- Det var det landbrugsmæssige, jeg havde mest lyst til. Jeg blev forsøgsmedhjælper og søgte efterfølgende ind på Landbohøjskolen. Mens jeg læste, havde jeg en del studenterjobs. Dels som forsøgsmedhjælper, og dels blandt andet som natportier på et hotel.

- I fire år var jeg studentermedhjælper på halv tid ved Landbrugsraadets Samfundskontakt, hvor jeg arbejdede med Landbrugsspillet og Samfundsspillet. Desuden havde jeg kontakt til amtskoordinatorerne og medvirkede ved instruktionskurser.

Efter at Erik Rysholt Poulsen blev agronom i 1993, blev han ansat på Landbohøjskolen som forsøgsassistent på forskellige projekter.

- I begyndelsen af 1996 søgte jeg et vikariat som konsulent ved Gørlev Sukkerfabrik. Jeg var der et halvt år, indtil jeg blev ringet op af roekonsulent Jørgen Møller, om jeg kunne tænke mig at komme til Assens Sukkerfabrik. Her tiltrådte jeg 1. oktober 1996, og opgaverne var som i Gørlev: Forsøgsarbejde og rådgivning over for dyrkerne.

- Da Jørgen Møller gik på efterløn i 2001, blev jeg udnævnt til roechef. Det blev en spændende tid for mig - at skulle være leder af en afdeling, hvor vi specielt i kampagnen havde meget at gøre. Med modtagelse af roer, udlevering af affald og HP-pulp. Og det var en periode med mange strukturændringer, blandt andet udlicitering af entreprenørvirksomheden.

- Jobbet hos Roetransport Assens bliver spændende og med mange nye opgaver, siger Erik Rysholt Poulsen. Vi starter helt ude i marken og skal entrere med maskinerne, som skal tage roerne op, med vognmændene som skal transportere roerne fra mark til havn, og med prammene som skal sejle med roerne.

- Vi har netop indgået aftale om at leje to pramme og slæbebåde af virksomheden Scantuc, som skal forestå sejladsen af roer fra Fyn til Nakskov. Endvidere skal vi have opbygget den administrationsstruktur, som skal ligge bag leverancen - indvejning, afregning - i Assens.

- Danisco kræver, at roerne leveres i en fælles pulje. Roerne vejes ind på afskibningshavnen, og prøverne udtages i Nakskov. Det er en helt ny og kreativ måde at tænke på i forbindelse med roedyrkningen. Individuel prøveudtagning på havnen ville have kostet store penge. Og jeg tror på, at de fleste dyrkere i hvert fald ikke vil få mindre ud af det.

- Siden jeg tiltrådte 1. februar, har der skullet følges op på en hel del. Det vigtigste har været en aftale omkring prammene. Optagning og transport af roerne udbydes efter generalforsamlingen, og aftalerne skal på plads i løbet af foråret.

- Roetransport Assens A/S har lejet kontorfaciliteter hos LandboFyn i Vissenbjerg, som vi har en aftale med omkring personale og edb. LandboFyn har i øvrigt hyret en tidligere Danisco-medarbejder, Frida Graversen. Hun tiltræder 1. maj, og hun har hjulpet til på vejerboden på Assens Sukkerfabrik i kampagnen i flere år.

- Der er tegnet kontrakter på knap 58.000 tons polsukker, svarende til ca. 375.000 tons snavsede roer, som skal transporteres, fortæller Erik Rysholt Poulsen. Vi skal således håndtere 4.000-4.500 tons daglig, svarende til ca. 140 lastbiltræk. På 10 timer om dagen vil det betyde en lastbil ca. hvert femte minut. I Assens forventer vi at benytte Nordre Havnekaj til læsning af roerne, som fra et påslag bliver ført op i prammen med et transportbånd.

- Vi vil fokusere meget på skånsom behandling af roerne, der vil ankomme til havnen i takt med læsningen ude i marken. I øvrigt bliver der kun tale om en trediedel så mange lastvognstræk som hidtil i kampagnen. Der bliver ingen traktorer på landevejene, og alt i alt bliver der betydelig mindre trafik, end man er vant til i roekampagnen.

TEKST OG FOTO: ANDERS KURT SIMONSEN