Den usædvanligt milde vinter har hidtil kompenseret for den manglende frost og sne med masser af regn. På mange fynske marker er der opstået søer af forskellig størrelse, og vinterafgrøderne, som normalt skulle have en isolerende snedyne over sig, står mange steder mere eller mindre under vand.

- I gennemsnit er der i januar kommet over 100 mm regn, og nogle steder endda 130-140 mm, mens normalen for det fynske område er ca. 60 mm, siger chefkonsulent Michael Lønbæk fra LandboFyns planteavlsafdeling.

- Jorden var vandmættet, allerede inden det for alvor begyndte at regne, og vandløbene er fyldt godt og vel op, fortsætter Michael Lønbæk. Hveden kan godt tåle at stå under vand i temmelig lang tid, men det kan andre afgrøder som vinterbyg, rug og raps ikke.

Chefkonsulenten ser der imod ikke den store ulykke, selv om det skulle komme en kortere frostperiode. Det vil afgrøderne sandsynligvis ikke tage nogen særlig skade af. Værre vil det være for de kraftige afgrøder på markerne, hvis de i nogen tid bliver dækket af et lag sne. Det vil meget vel kunne resultere i angreb af sneskimmel.

- Hvad med udvaskningen af næringsstoffer fra jorden?

- Der forsvinder helt sikkert noget kvælstof (N), vurderer Michael Lønbæk. For 14 dage siden udsendte Plantedirektoratet en foreløbig status over N-udvaskningen fra markerne. Den viste et underskud på fire kg N pr. ha i forhold til det normale. Til sammenligning var der sidste år 15-20 kg N pr. ha i overskud.

- Det vil sige, at der skal bruges meget gødning for at opnå en normal gødskning. Som situationen er i dag, vil det koste ca. 100 kroner pr. ha bare i N-gødning i forhold til sidste år. Det er en ekstra omkostning. Og selv om der på grund af det milde vejr omsættes en del næringsstoffer i planterne, så vil regnen bevirke, at der fortsat udvaskes en del. Med andre ord kan resultatet godt blive en endnu større ekstraudgift til gødning, slutter chefkonsulent Michael Lønbæk.

TEKST & FOTO: ANDERS KURT SIMONSEN