Store besætninger smitter mere
(EFFEKTIVT LANDBRUG) UDVIDELSER: Modstandere af større besætninger indenfor kvægbrug og svinehold har fået et argument forærende, idet Danmarks Fødevareforskning i en ny rapport konkluderer, at risikoen for smittespredning øges ved større besætninger.
»Vi vurderer at forekomsten af almindeligt forekommende infektiøse sygdomme i den danske svineproduktion generelt vil stige, hvis besætningerne bliver større - flere besætninger bliver inficeret, og flere dyr indenfor besætningerne bliver syge.«
Sådan konkluderer en ny rapport fra Danmarks Fødevareforskning om risikoen for flere almindeligt forekommende sygdomme i større svinebesætninger.
Rapporten konkluderer desuden, at risikoen for udbrud af de eksotiske sygdomme mund- og klovesyge samt svinepest ikke stiger ved en fjernelse af loftet på 500 dyreenheder. Til gengæld vil der være større risiko for større spredning af disse sygdomme.
Den sidste konklusion berører et springende punkt i rapporten.
- Konklusionen er baseret på den antagelse, at der vil være større kontakt mellem besætningerne, hvis de bliver større. Antagelsen er baseret på både danske og amerikanske undersøgelser, som viser, at der bliver flere kontakter mellem besætninger, jo større de bliver, siger seniorforsker Håkan Vigre fra Danmarks Fødevareforskning.
Men den antagelse er helt hen i vejret ifølge direktør i Dansk Svineproduktion, Orla Grøn Pedersen.
- Der er absolut ingen grund til at antage, at der vil være større kontakt mellem besætninger, fordi de bliver større. Det kan godt ske, at store besætninger får flere leverancer, men hos enhver professionel slagtesvineproducent vil disse leverancer altid komme fra den samme besætning, og så gør det jo ingen forskel, siger Orla Grøn Pedersen.
Formand for Dansk Kvæg Peder Philipp ville i går tirsdag ikke kommentere rapporten, som han ikke havde haft lejlighed til at kigge nærmere på.








































