Kommunekemi i Nyborg vil gerne være klar til at modtage 50.000 tons aske fra afbrændt husdyrgødning i slutningen af 2009. Det svarer ifølge teknisk chef i Kommunekemi Ole Kristensen til tørstoffraktionen fra det samlede antal danske dyreenheder, og han mener, der vil være god økonomi i det, når og hvis en afgiftsfritagelse for afbrænding af husdyrgødning bliver gennemført.

- Vi aftager i forvejen asken fra halmafbrændingen fra danske kraftvarmeværker, og det mener vi også, vi kan klare, når man kommer i gang med at afbrænde tørstoffraktionen fra gyllen. Der burde være muligt at hente fosfaterne ud af asken og omdanne den til handelsgødning, og på den måde er der god økonomi i det for både os og landmændene, vurderer Ole Kristensen.

Han påpeger dog, at det kræver, at landbruget går ind og laver forsøgsafbrændinger, således at man kan finde den rigtige afbrændingsmetode, som gør det muligt at hente fosfaterne ud af asken igen.

- Der må sidde et par stykker eller tre oppe på Danmarks Jordbrugsforskning, der kan finde tid til at finde den rigtige temperatur, så vi kan have det hele klar, når afgiftsfritagelsen går igennem, siger Ole Kristensen.

På Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret mener specialkonsulent Jørgen Hinge, at det vil være rigtig interessant, hvis Kommunekemi kan aftage asken fra den afbrændte husdyrgødning.

- Så længe de ikke vælter alle omkostningerne ved transporten over på landmændene, vil det være en rigtig god ide, siger Jørgen Hinge.