- Det er jo egentlig det, vi venter på hele året. Det er den ene gang om året, hvor vi høster frugten af vores arbejde.
Sådan lyder det fra den kongelige godsejer, prins Joachim, som vi møder på en mark i Solvig i udkanten af Tønder, hvor den store mejetærsker, Claas 580, er i gang med at høste vinterugen – blot en del af i alt 145 hektar, som Schackenborg har med vinterrug.
- Med fire dages effektivt arbejde skulle vi gerne være nået gennem rugen, men vi skulle også gerne køre 18 timer i træk. Vi har da også været oppe på 22 timer, fortæller prins Joachim.
Antallet af timer afhænger naturligvis af duggen – kornet skal være tørt, og denne eftermiddag er der rig lejlighed til at lade mejetærskeren køre. Bag rattet sidder i øvrigt Thorkild Jensen, som har været ansat på Schackenborg meget længe:
- Plus 25 år, som prins Joachim udtrykker det.
Schackenborg har tidligere kørt med to mejetærskere, men nu er der kun den store Claas til at klare afgrøderne, men den kan unægtelig også hurtigt gnave sig gennem kornet, der i øvrigt til glæde for ejeren giver masser af halm.
- Med kun en mejetærsker går vi selvfølgelig helt i stå, hvis den går i stykker, men når vi er i gang, skal den også være rødglødende, siger prinsen og konstaterer, at der ikke er brug for fremmed hjælp – de klarer selv høsten.
Som omtalt på forsiden er det vigtigt, at kvaliteten af vinterrugen er i orden:
- Til brørdkorn fokuseres meget på kvaliteten, men volumen er jeg nu heller ikke så ked af. Vi har nu også haft gunstige forhold til produktionen. Vi havde således et pragtfuldt landmandsefterår og gode forhold her i foråret, konstaterer prins Joachim.
Som andre landmænd er han afhængig af vejret, og med en så blandet produktion er det svært at få det helt optimale for det hele på en gang.
Han glæder sig over at kunne høste i tørt vejr, men lige på den modsatte side af markvejen, er der en mark med kartofler – her kunne han godt bruge noget vand…
Der er i alt 90 hektar med kartofler, der sælges gennem bl.a. »De 5 gårde«, men der skal også være eget læggemateriale:
- Jeg synes, kartoflerne står godt især her, hvor vi kan vande, fortæller prins Joachim, der om en måneds tid forventer at være i fuld gang med optagningen af kartofler, og han tager så meget del i arbejdet og produktionen, som det er muligt mellem de pligter, han ellers har.
TEKST OG FOTO: LEIF CHRISTENSEN