Af Felix Stark

Der bliver flere traktorer på vejene fremover, hvis det står til grovvareselskaberne. De kan nemlig ikke finde den nødvendige kapacitet til at få kornet hentet, og derfor opfordrer de landmændene til selv at indlevere kornet, hvor det er muligt.

- Vi mangler mellem 10 og 15 procent af den vognmandskapacitet, vi havde til rådighed sidste år, og derfor er der ikke tvivl om, at det kan give problemer, hvis høsten kommer meget hurtigt. Derfor ser vi gerne, at landmænd, der ikke har så langt til nærmeste foderstof, kører kornet selv, siger drifts- og logistikdirektør i DLG, Søren Villumsen.

Problemerne skyldes, at vognmændene har svært ved at finde chauffører – specielt til sugevognene.

- Jeg har tre sugevogne, der må holde stille, fordi jeg ikke kan finde chauffører til dem. Jeg får måske nok ansøgninger, men når de har prøvet det i en uge, holder de op igen, fordi arbejdet er for hårdt og støvet, siger vognmand Torben Andersen, der har ti lastbiler til at køre korn og foder.

Hos SAB er logistikchef Martin Hummel også klar over problemet. Han forventer, at selskabet skal have cirka 250.000 tons korn ind i denne sæson, og han har også mangel på vognmænd.

- Der er ikke så meget, vi kan gøre, for vognmændene kan ikke skaffe chauffører. De skærpede bøder for overtrædelser af køre/hviletidsbestemmelserne betyder, at vognmændene ikke kører i weekenderne. Vores løsning må så blive at sende flere gummigeder ud på markerne og læsse fra presenning og derudover opfordre landmændene til selv at levere, siger Martin Hummel.