Formanden for SPF-Selskabet byder den nye smågrisenotering fra Porc-Ex velkommen. Noteringen havde debut i går under punktet Eksportnotering og lagde ud med at overtrumfe SPF’s Markedsorientering på 30 kilos grise med 23 kroner.

- Enhver kan sætte sin egen smågrisenotering, og al åbenhed omkring prisfastsættelsen er velkommen. Det, vi sætter, er en vejledende notering for gennemsnitsgrisen. Vi giver også både mere og mindre for grisene, siger formand for SPF-Selskabet Per Frandsen.

Som beskrevet i Effektivt Landbrug i går torsdag, har Porc-Ex i Kolding lanceret sin egen smågrisenotering, fordi de ikke mener, at SPF-noteringen og markedsprisen stemmer overens. Men Per Frandsen afviser, at SPF-Selskabet sætter noteringen for lavt.

- Hele systemet bunder i udbud og efterspørgsel, og det er de kriterier, vi fortsat vil fastsætte noteringen ud fra. Og så er vi ikke en privat virksomhed, men en formidler. Vi kan ikke sætte grisene på lager, men skal have en køber i den anden ende, siger han.

Og Per Frandsen forventer, at flere landmænd må gå skuffede hjem i jagten på den højere notering fra Porc-Ex.

- Jeg kunne forestille mig, at den notering Porc-Ex fastsætter, er for de bedste grise. Landmanden vil have en notering midt i prisspektret, og der er sikkert mange, som vil opleve et fradrag i prisen. Dem, der køber grisene, er jo ikke dumme. De gider ikke betale top-pris for syge dyr, fastslår Per Frandsen.