Drømmen er, at Danmark skal være verdens førende IT-nation. Realiteterne er dog ganske anderledes. I hvert fald for landbruget. For mens det kun er 2 procent på landsplan, som ikke kan få bredbånd, er tallet 20 procent for landets landmænd. Svarende til 9.000 af 45.000 landbrug. Det viser nye tal fra analyseinstituttet GfK Danmark, udarbejdet for Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret.

- Det er dybt bekymrende, at så stor en del af en selvstændig erhvervsgruppe ikke har mulighed for at få bredbånd. Landmænd, er en gruppe, der har mindst lige så store behov for at have elektronisk adgang som alle andre erhverv, siger specialkonsulent i Landscentret, Kommunikation, Jens Peter Hansen.

Han mener, problemet vokser, eftersom landmænd får større og større behov for at kunne håndtere store mængder elektronisk data.

- Landmænd bør bruge computeren i dag for at drive deres butik effektivt. Hvis de for eksempel skal ind på landmand.dk, hvor man kan opsætte sin personlige startside, skal der udvises stor tålmodighed, hvis man er på internettet med et almindeligt modem. Landbruget har store interesser i, at det her problem bliver løst, siger Jens Peter Hansen, som ikke mener, man kan tale om »det digitale Danmark«, uden landbruget er med.

At 20 procent af danske landmænd ikke kan få bredbånd, overrasker i Dansk Svineproduktion.

- Når det er et samfundskrav, at vi skal så langt som muligt væk fra bymæssig bebyggelse, må det også være et krav, at vi kan udføre vores erhverv med samme muligheder som andre erhvervsdrivende. Også selvom det er en svineproduktion og den lugter lidt, siger formanden for Dansk Svineproduktion, Lindhart Nielsen.

Hvis der skal gøres noget ved problemet, er det nødvendigt med politiske indgreb. Det mener teleanalytiker fra it-rådgivningsfirmaet Netplan, Torben Rune.

- Så længe staten og kommunerne ikke mener, at bredbånd til alle er samfundsnødvendigt, må landmændene se i øjnene, at de ikke får det. Det er simpelthen ikke rentabelt for teleselskaberne at grave kablerne ned, siger Torben Rune.