Overholder Fyns Amt forvaltningsloven i VVM-sager?

Det vil Folketingets Ombudsmand nu have undersøgt. Det sker på baggrund af en sag fra Vestfyn, hvor landmand Erik Sørensen, Røjle ved Middelfart, på sjette år afventer svar på, om han kan få lov til at udvide produktionen af slagtesvin og kyllinger på I/S Ramsgård, som han driver sammen med sin far.

Da dagbladet Børsen den 24. marts i år bragte en artikel om sagen, reagerede ombudsmanden af egen drift på artiklen, hvor avisen blandt andet citerer Fyns Amts miljøchef, Thorbjørn Sørensen, for følgende: »Erik Sørensen er desværre kommet i klemme, fordi han tilhører den lille gruppe, der kræver en obligatorisk VVM-undersøgelse. Det er en politisk prioritering, og derfor får du ingen undskyldning herfra, udtaler miljøchefen og henviser til, at amtet siden 1999 har behandlet omkring 1600 mindre sager, der ikke krævede VVM-undersøgelser, og at politikerne har bestemt, at de relativt få større sager derfor ender nederst i bunken«.

Den lave prioritering bekræftes i artiklen af formanden for amtets Trafik- og Miljøudvalg, Steen Møller, som blandt andet udtaler: »Jeg forstår godt frustrationen, men vi har været meget åbne om den prioritering. Vi mener, at kan vi få 50 landmænd, der ikke behøver VVM-undersøgelser, igennem systemet frem for én landmand, der skal have lavet VVM-undersøgelse, så er det bedre«.

Det er denne prioritering af VVM-sagerne – eller mangel på samme – som Folketingets Ombudsmand vil have undersøgt nærmere, om den er i strid med god forvaltningsskik, og det er Erik Sørensen godt tilfreds med, selv om ombudsmanden har begrænset magt og kun kan kritisere og opfordre amtet til at overholde forvaltningsloven.

- Jeg var ikke klar over, at amtet havde en sådan prioritering. Hvis miljøchefen og udvalgsformanden ikke er fejlciteret, så synes jeg, amtet har et stort problem. Jeg ville i hvert fald gerne have været orienteret om denne form for prioritering tidligt i forløbet. Så havde jeg i det mindste vidst, hvad jeg gik ind til, siger den unge landmand, der undervejs i forløbet har været fristet til at opgive planerne om at udvide produktionen fra de nuværende 234 til 334 dyreenheder (DE).

- Indimellem har jeg tænkt, at jeg måske hellere skulle tage et Danida-job i Afrika. Det kan i hvert fald ikke være mere besværligt at få tingene til at ske i Afrika, end det er i Fyns Amt. Jeg havde en masse illusioner om, at den skulle have »en ordentlig skalle«, når udvidelsen var på plads. Nu er sagen i stedet for blevet en sand energidræber. Hvis ikke man er meget robust skruet sammen, når man skal igennem en VVM-undersøgelse i Fyns Amt, så »dør« man undervejs, og jeg har flere gange tænkt, om det virkelig er det værd, siger Erik Sørensen, der mener, at sagen afslører et ledelsesmæssigt problem i Fyns Amt. Der mangler handlekraft – især politisk, men også i embedsværket.

Det hører med til sagen, at Erik Sørensen godt fire måneder efter, at den første ansøgning om udvidelse af slagtesvineproduktionen på I/S Ramsgård blev sendt af sted til amtet i december 2000, udvidede ansøgningen til også at omfatte en kyllingestald på 2000 kvadratmeter.

I marts 2002 er amtet klar med et debatoplæg og laver en foreløbig tidsplan, sådan som de er forpligtet til ifølge forvaltningsloven. På dette tidspunkt forventer man at være færdige med VVM-undersøgelsen i Erik Sørensens sag i løbet af februar 2003 – dog med det forbehold, at tidsplanen er afhængig af omfanget af ideer, forslag og synspunkter, som amtet modtager i debatperioden. Hvis der under den offentlige høring kommer klager, vil regionplantillægget ikke kunne vedtages, før disse klager er behandlet.

Men hverken naboer, Naturklagenævnet eller Skov- og Naturstyrelsen har ønsker om at forhindre udvidelsen.

- End ikke Danmarks Naturfredningsforening, der ellers normalt er meget hurtige til at »trykke på automaten«, når landmænd vil udvide deres produktion, har klaget over vores projekt, fortæller Erik Sørensen, der finder det dybt frustrerende, at han ikke kan komme i gang med en udvidelse, som ingen har noget alvorligt at indvende imod.

I sit svar på ombudsmandens henvendelse i sagen peger amtet blandt andet på, at VVM-sager har en meget lang sagsbehandlingstid fordi: »Dels er der tale om kompliceret faktuelt indhold, hvor ansøger ofte skal ændre på ansøgningen, fordi de første forslag viser sig problematiske, dels skal politikerne tage stilling til sagerne i flere omgange, ligesom amt og kommune er nødt til at afvente hinanden på flere stadier i sagsbehandlingen, inden den kan gå videre. Et realistisk skøn over den forventede sagsbehandlingstid for obligatoriske VVM-sager for husdyrbrug er 1½-2 år. Dette skøn forudsætter, at der ikke er væsentlige ventetider hos hverken amt, kommune eller ansøger, eller at det er nødvendigt at foretage væsentlige ændringer i ansøgningen eller sagsredegørelsen.«.

Amtet er dog langt fra stolt over forløbet af Erik Sørensens sag. I svaret til ombudsmanden skriver de til slut:

»Sagsbehandlingen i den konkrete sag har også efter amtets opfattelse været for lang. Ud over de anførte 1½-2 år har amtet afventet oplysninger fra ansøger i cirka 2 år, men det må erkendes, at uklarhed om de tekniske/naturvidenskabelige metoder, som skal anvendes i disse sager, og en sagsmængde, som i begyndelsen var for stor i forhold til de afsatte ressourcer, også har bidraget til det lange sagsforløb«.

Erik Sørensen erkender, at han i nogle tilfælde har måttet bruge lang tid på at give amtet svar på nogle af de spørgsmål og krav, som er blevet stillet. Men han peger samtidig på, at amtet også har begået masser af fejl, og at VVM-sager er så komplekse, at det er umuligt for almindelige dødelige at overskue, hvad der sker.

- Borgerne bliver sat fuldstændig udenfor, med mindre man arbejder med området hver dag, siger Erik Sørensen, der foreløbig har haft udgifter på langt over 100.000 kroner til sagsbehandling.

- Det er træls. Men vi er nødt til at investere i produktionen. Hvis ikke vi gør det, er vi færdige på længere sigt, siger den unge landmand, der regner med at få endelig besked i sagen den 6. juni, hvor den bliver sendt til vedtagelse i amtet.

TEKST: EBBE MORTENSEN