(EFFEKTIVT LANDBRUG) Svinefarmerne i USA har øget antallet af søer i staldene. Samtidig øges effektiviteten, og derved forventes rentabiliteten i svinesektoren at fortsætte på et højt niveau.
De gyldne tider fortsætter for de amerikanske svineproducenter. I 26 måneder i træk har svineproducenterne nu kunnet notere solide sorte tal på bundlinierne.
En så lang periode med overskud hos primærproducenterne skal man tilbage til perioden fra december 1976 til august måned 1979 for at finde.
Baggrunden for den amerikanske succes er, at svinesektoren i USA i de senere år har været begunstiget af et købelystent hjemmemarked.
Dertil kommer en favorabel lav dollarkurs, der har gjort US-produceret svinekød særdeles konkurrencedygtigt på eksportmarkederne.
Det har danske svineeksportører blandt andet kunnet mærke i Japan og Australien, hvor amerikanerne er buldret frem.
Amerikanske svinekommentatorer har i forbindelse med svinesektorens succes advaret svineproducenterne mod at øge produktionen.
Men ikke alle synes at lytte til eksperternes råd. Den seneste svinetælling fra det amerikanske landbrugsministerium, USDA, viser således, at der i marts 2006 var 60,1 millioner grise i de amerikanske stalde.
Der er dermed tale om en stigning på 1 procent målt i forhold til marts måned 2005. Tællingen er dog 2 procent lavere end svinetællingen fra december måned, hvilket dog ikke er et usædvanligt sæsonudsving.
Det amerikanske sohold lå i marts 2006 på 6,03 millioner søer. Det er en stigning på 1 procent siden sidste år.
Den gennemsnitlige kuldstørrelse for perioden december 2005 og frem til februar måned i år lå på 9,03 grise sammenlignet med 8,94 sidste år. Effektiviteten er altså øget. Og sammenholdt med et øget antal dyr i staldene vil den amerikanske svineproduktion altså blive øget.
Ifølge tallene fra USDA er præcis 2,90 millioner søer fastsat til at fare i perioden marts til maj 2006. Det tal er 1 procent højere end de faktiske grisekuld for den samme periode i såvel 2004 som i 2005.
I kølvandet på den øgede produktion kan de amerikanske svineproducenter regne med en fortsat god fortjeneste. I det mindste til og med 3. kvartal, vurderer svineøkonomerne John Lawrence og Chris Hurt i en kommentarer til USDA’s seneste svinerapport.
Mens udbuddet af svinekød vil stige, vil højere korn- og foderpriser samt et øget pres fra konkurrerende svinelande dog i sidste ende berøre rentabiliteten, vurderer de to amerikanske svineøkonomer.
En tommelfingerregel siger, at US-svineproducenterne har et økonomisk nulpunkt omkring 39-40 dollar pr. amerikansk pund. Priserne ventes at ligge på 44-47 dollar pr. pund i årets første 3 kvartaler for at nærme sig nulpunktet i fjerde kvartal.