Øget transportkontrol er paragrafrytteri

(Effektivt Landbrug) HOVEDRYSTEN: Torben Poulsen, formand for Danske Svineproducenter, ryster på hovedet over de skærpede krav til dyretransporter, som koster svineproducenterne 20 millioner kroner ekstra om året og kan føre til, at udlandet overtager transporterne.

- Der er tale om paragrafrytteri, hvor overtrædelsen overhovedet ikke står mål med straffen, siger Torben Poulsen om det forslag om klippekort, som politikerne med Dansk Folkeparti i spidsen vil gennemføre.

Efter formandens mening bliver det umuligt at få danske vognmænd til at transportere danske grise over grænsen.

- Det bliver den ene udenlandske vognmand efter den anden, der kommer til at overtage det, tilføjer Torben Poulsen.

At rigspolitiet vil fordoble antallet af kontroller ved grænsen, står Torben Poulsen også uforstående over for.

- De skal selvfølgelig være velkomne. Men man glemmer, at mange af de ting, som vognmændene bliver taget for, hører hjemme i småtingsafdelingen. Og lastbilerne er jo allerede ved pålæsningen blevet kontrolleret og godkendt af Fødevarekontrollen. Det vil sige, at der har stået en dyrlæge og tilset dyrene.

- Derfor handler det her måske mere om, at man skal bede dyrlægerne om at oppe sig, siger formanden for Danske Svineproducenter.

Torben Poulsen tilføjer, at de særregler, som Danmark har indført for dyretransporter, koster danske svineproducenter rundt regnet 20 millioner kroner ekstra om året.

Han oplyser, at foreningen har taget forbehold for erstatningskrav over for den danske stat i forbindelse med retssagen om de danske særregler. Den 19. december bliver det afgjort, om Danske Svineproducenter kan få lov til at føre sagen ved EF-Domstolen.

Læs også