Når man sætter sig op i en traktor i dag, så er det ikke som i de gode gamle dage, hvor man skulle være heldig, hvis man kunne høre sig selv råbe.

I anledning af EU’s internationale støjuge i sidste uge fik landskonsulent Jens Johnsen Høy, Maskiner og teknik, Landscentret, den idé, at det kunne være spændende at måle støjniveauet i en række traktorer for at se, om de levede op til grænseværdierne på støj. Også set i forhold til deres egne opgivne støjniveauer.

- Ud fra min undersøgelse at se, er der reelt ikke noget støjproblem længere. Og jeg føler mig meget beroliget. De fleste traktorer klarer sig godt, men det overrasker mig, at de rigtig store og fine traktorer fra Fendt, Valtra og New Holland har et støjniveau over 80 dB(A), siger Jens Johnsen Høy.

Han husker selv hvordan det var tilbage i firserne, når han lavede støjmålinger på traktorerne.

- Der var det en præstation at komme under 90 dB(A), som var grænseværdien dengang, og det var nærmest uopnåeligt at komme under 85 dB(A), selv om vi polstrede førerhuset med blytæpper og andre ting. Nu hævder nogle fabrikanter, at de ligger i nærheden af 70 dB(A), siger landskonsulenten.

Generelt ligger traktorerne på et støjniveau, hvor det ikke er noget problem at arbejde otte timer om dagen. Til gengæld kan der være andre ting, som nu skaber støjproblemer.

- Der kan være en piben fra hydraulikken eller transmissionen, som kan være meget generende. Og hvis traktoren larmer nok, så kan man ikke høre den slags. Det er lidt ligesom manden, der testede biler for Rolls Royce. Han prøvede en meget støjsvag bil, men han kunne høre urets tikken, så det fik de besked på at gøre noget ved, siger Jens Johnsen Høy med et grin.

Og hvis de store traktorer kan sammenlignes med Rolls Royce, så undrer det Jens Johnsen Høy, at traktorer til omkring en million kroner har det højeste støjniveau. Tidligere var støjen værst i de små traktorer.

Grænseværdien for støj ligger på 85 dB(A), og når støjen ligger på over 80 dB(A), så skal der stilles høreværn til rådighed. Det var tilfældet med de tre største, af de testede traktorer, Fendt 930, Valtra S 280 og New Holland TG 285. Traktoren fra New Holland skulle endda ifølge OECD-målingen kun have et støjniveau på 74,7 dB(A), men målingen viste 77 ubelastet og 80,1 belastet.

Finn Laursen, der er salgsansvarlig for blandt andet New Holland TG 285 hos CNH Danmark, finder det svært hurtigt at komme med en forklaring på, at netop den ene traktor fraveg OECD-målingerne.

- Nu har traktoren ikke kørt mere end 400 timer, og den har endnu ikke været inde til det første store eftersyn. Her får man ofte rettet den slags fejl til, hvis der eksempelvis er påmonteret en isoleringsplade forkert i samlingsprocessen. Derudover har vi nu lagt en dæmperplade ind i forbindelse med opbygningen af udstødningsrøret på denne model, hvilket reducerer støjen, men det er svært at sige, om denne traktor har været ude for det, siger Finn Laursen.

Jens Johnsen Høy har et par forskellige forklaringer på forskellene i hans egne målinger og OECD-målingerne.

- Måske har fabrikken sendt et eksemplar ind til OECD, som der er blevet gjort lidt ekstra ud af. Testtraktoren burde bare tages tilfældigt ud fra fabrikken.

Derudover påpeger Jens Johnsen Høy, at han kun har testet et eksemplar af hver model.

- Hvis man tog tre eller fire, så ville der sikkert være forskellige resultater på dem alle. Eksempelvis havde en maskinstation to eksemplarer af Valtra S 280. Den, vi ikke testede, var desværre ude at køre, men en traktorfører sagde, at den larmede mindre, fortæller Jens Johnsen Høy.

En af de andre ting, som landskonsulenten kunne konkludere af sin Farmtest, var, at det især er landevejskørslen, som giver meget støj.

- Man har den samme stilling på gaspedalen og kører med max omdrejninger omkring 2200. I marken vil man ofte køre med 1700-1800 omdrejninger, hvorved støjen vil reduceres væsentligt.

I oktober 2005 blev der besøgt en række landbrug og maskinstationer i Østjylland, hvor der blev målt traktorstøj under praktiske forhold

Alle målinger er udført med gaspedalen i bund

Støjen blev målt foran traktorførerens ansigt med en Brüel & Kjær 2260

De angivne resultater er gennemsnitstal, som er opnået i fem sekunders måleperioder

dB er en forkortelse for decibel og dB(A) er den måde, som øret opfatter lyd på. En forøgelse på 3 dB(A) betyder en fordobling af ørets belastning, men først ved en forøgelse på 10 dB(A) vil øret opfatte det som en belastning

Arbejdstilsynets grænseværdi for støj er 85 dB(A), og hvis støjbelastningen er over 80 dB(A) skal der stilles førerværn til rådighed

Resultatet af Farmtesten kan ses på Landscentrets hjemmeside