(Effektivt Landbrug) Ikke bare kan 40.000 husstande få miljøvenlig strøm, når Fynsværket fra 2008 tager et nyt halmanlæg i brug. Succesen med biobrændsler giver også Danske Halmleverandører blod på tanden til at fortsætte arbejdet for fremme brugen af biomasse.
- Det her er kronen på værket for Danske Halmleverandører, siger foreningens formand, Hans Stougaard, efter, at Elsam i går besluttede at bygge et nyt halmanlæg på Fynsværket i Odense.
Anlægget, der forventes at kunne tages i brug i 2008, er på alle måder en gevinst for samfundet – og for landbruget.
Efter indkøringsperioden forventes det nye anlæg at skulle bruge op til 150.000 tons halm om året. Det giver strøm til 40.000 husstande og varme til 19.000, svarende til 15 procent af Odenses varmebehov. Samtidig nedsætter det Fynsværkets CO2-udledning med op mod 200 tons. Og endelig betyder det, at rigtig mange fynske halmleverandører kan spare turen over Lillebæltsbroen, mens jyderne så får »hjemmearkedet« i fred i højere grad.
Danske Halmleverandører har siden 1993, hvor biomasse-handlingsplanen blev vedtaget, arbejdet på at få indført halmanlæg på de danske kraft- og varmeværker.
- Et nyt anlæg er mere driftssikkert og kan holde i flere år end tilsatsfyring med en gammel kedel. Det giver mere stabile leverancer, siger Hans Stougaard, som personligt glæder sig over, at det om føje tid er slut med at transportere halmen fra bedriften i Glamsbjerg 135 kilometer til Aabenraa-værket. Samtidig kan det nye halmværk – afhængig af hvordan licitationen på halmleverancerne falder ud – betyde en omsætning i de gule strå på op mod 70 millioner kroner.
Men derudover glæder det ham især, at indsatsen nu bærer frugt og peger fremad mod en yderligere styrkelse af landbrugets interesser i biomasse:
- Vores arbejde har været et bevis for, at det betaler sig at stå sammen. Dét skal vi fortsætte med, for det giver os flest ressourcer at arbejde med, siger han.