Flere landmænd har helt uventet fået en skatteopkrævning, flere måneder efter at udenlandske vikarer er rejst hjem.

Problemet opstår, hvis man som landmand bare betaler regningen fra vikarbureauet og ikke tænker på at tilbageholde skat. Der er nemlig tale om arbejdsudleje, hvor medarbejderen kan sidestilles med en lønmodtager.

Hvis regningen fra vikarbureauet lyder på 100.000 kr., så skal landmanden kun betale de 70.000 kr. og aflevere de 30.000 til skattevæsenet. I Sydvestjysk Landboforening fortæller regnskabskonsulent Jeppe L. Hansen, at regnskabskontoret har kendskab til flere sager, hvor landmanden har sendt det fulde beløb til vikarbureauet.

- Når myndighederne får øje på det, så kommer der en skatteopkrævning fra staten. Og landmanden, der i god tro har sendt eksempelvis 100.000 kr. af sted til vikarbureauet og troet, at den potte var ude, han står pludselig med en ekstraregning på ca. 30.000 kroner, fortæller han.

Hvad der skulle have kostet 100.000 kr. blev altså til en udgift på 130.000 kr.

Landmanden kan selvfølgelig forsøge at inddrive de 30.000 kr., der er betalt for meget ved bureauet, men der er ingen garanti for, at det bringer pengene hjem.

Mange landmænd, ikke mindst minkproducenter, har problemer med at finde tilstrækkelig arbejdskraft i Danmark, og derfor vælger flere at tage imod hjælp fra de udenlandske vikarbureauer, der byder sig til.

Det er forholdsvis nyt, at udenlandske bureauer opererer på dette marked, men på kort tid er der dukket bureauer op fra eksempelvis Letland, Tyskland og Holland.

Vil man sikre sig mod ubehagelige opkrævninger fra Told og Skat, så bør man tage kontakt til en regnskabskonsulent, der er godt inde i sagerne.

Danske vikarbureauer trækker selv A-skat hos medarbejderne – derfor vedrører denne problematik kun udenlandske bureauer.

Hos ToldSkat Vestjylland, Region Esbjerg, der på landsplan står for området arbejdsudleje, som den slags hedder i fagsproget, er meldingen klar:

- Vælger en dansk landmand at benytte et udenlandsk vikarbureau, er det ham som arbejdsgiver, der skal sørge for at tilbageholde skatten og få afregnet med de danske skattemyndigheder.

Her henviser man i øvrigt til ToldSkat´s hjemmeside www.toldskat.dk, der i øvrigt snart skifter navn til det mere mundrette www.skat.dk. Her findes pjecen »Arbejdsudleje« i en både dansk og engelsk version, så alle, både den danske arbejdsgiver og den udenlandske arbejdstager kan læse sig til, hvordan skatten skal håndteres.

Foruden pjecen på hjemmesiden har ToldSkat udgivet en række publikationer og pjecer om emnet, der kan rekvireres.

Og man oplever jævnligt eksempler med landmænd, der ikke har været opmærksomme på, at de som arbejdsgivere har skullet stå for tilbageholdelsen af A-skat. Og ovennævnte eksempel viser, at det kan blive endda meget dyrt ikke at sætte sig ind i reglerne.