8,20 kroner pr. kilo svinekød
(Effektivt Landbrug) Danske Slagteriers indtil videre bedste bud på svineprisen er 8,20 kroner kiloet i 2006.
Lad os slå det fast med det samme: Danske Slagterier har ikke været ude med en officiel prognose – den kommer først til oktober. Men et såkaldt »øjebliksbillede«, som markedsanalytiker Karsten Flemin fra Danske Slagterier blev bedt om at lave til et bankseminar for medlemmer af Danske Svineproducenter i august måned, tyder på en pris på 8,20 kroner pr. kilo svinekød hele næste år – uden restbetaling.
Ifølge »prognosen« ser første kvartal af 2006 mest sort ud sammenlignet med resten af året.
- Der vil komme en svag stigning i produktionen i EU, først og fremmest på grund af de 10 nye EU-lande, som stadig har de samme »svinecykler« som førhen, mens de gamle EU-lande har en helt anderledes konstant produktion, siger Karsten Flemin, der vurderer, at prisen allerede i andet kvartal vil stige til 8,25 kroner kiloet.
Markedsanalytikeren forventer også, at en svagt stigende produktion hos de danske svineproducenters værste konkurrenter i Brasilien, USA og Canada vil presse priserne.
Om de lave svinepriser fortsætter, tør Karsten Flemin ikke spå om.
- Men svineproducenterne skal nok begynde at rette ind efter et prisleje på 8-9 kroner uden restbetaling, siger han.
Karsten Flemin forventer, at svineprisen i 2005 lander på 8,65 kroner pr. kilo uden restbetaling.







































