Landmænd kritiserer salg af husdyrformidling
(LANDBRUG SYD) Salget af Husdyrformidling Syd til SPF-Selskabet har vakt undren og vrede blandt mange sønderjyske landmænd.
Lukkethed, topstyring og manglende forretningssans. Det var blot nogle af de begreber, der fløj gennem luften i forbindelse med et kundemøde onsdag aften i Aabenraa, arrangeret af husdyrformidling Syd, GS-HS.
Mødet blev holdt i umiddelbar forlængelse af et årsmøde samme sted, hvor en enig bestyrelse formelt godkendte salget, der betyder at Husdyrformidling Syd i Rødekro pr. 1. oktober overgår til SPF-Selskabet i Vejen. En beslutning, der dog skal igennem endnu en formel godkendelse på møde den 13. oktober. En beslutning, som mange af de fremmødte omkring 50 landmænd i forbindelse med kundemødet, har endda meget svær ved at forstå.
For Husdyrformidlingen er langt fra nogen dårlig forretning, tvært imod. Formand for GS-HS, Hans Petersen Schmidt kunne fremlægge tal, der viste både et sundt regnskab og stigende omsætning, men det er da heller ikke her, at årsagen til salget til SPF-Selskabet skal findes.
- Vi står overfor store udfordringer på både kort og lang sigt, sagde Hans Petersen Schmidt, der blandt andet kom ind på, at man skulle have fundet en ny forretningsfører, ligesom øgede krav til areal til grisene, overvågning osv. ville have påført HS en række ekstra omkostninger, som virksomheden slet ikke har størrelsen til at kunne imødekomme på sigt.
- Husdyrformidlingen er en sund forretning. Men det er også en virksomhed med en størrelse i egenkapital, der er sårbar, hvis der skulle opstå problemer, forklarede Hans Petersen Schmidt.
Til trods for ledelsens forklaring omkring nødvendigheden af salget af HS, var der ikke megen forståelse blandt de fremmødte landmænd. Enkelte tilkendegav, at det var et vemodigt farvel til HS, men langt flere langede hårdt ud efter bestyrelsen for de Sønderjyske Landboorganisationer, der har Gert Karkov i spidsen.
Ikke mindst beslutningen om at HS nu går fra at være ejet af landboforeningerne og dermed landmændene selv i sidste ende, til nu at være ejet af det store slagteri-ejede SPF-Selskab.
TEKST: JOHN ANKERSEN








































