Af Erik Hansen

Polsk landbrug er for alvor på vej frem. Det fremgik med al tydelighed på weekendens Agro Show 2005 ved Poznan, hvor omkring 100.000 polske landmænd kan se store traktorer, landbrugsmaskiner og masser af moderne tilbehør på et 70 hektar stort areal på en flyveplads fra Warszawa-pagtens tid.

Blandt udstillerne på denne mest betydende landbrugsudstilling i Polen var flere danske firmaer, heriblandt Hardi International.

- I mange år har vi via lokale forhandlere solgt sprøjter hernede, men det seneste år har vi selv været repræsenteret med egen medarbejder. Det er gået forrygende. Omsætningen har rundet en million euro, og snart vil vi ansætte en polsk tekniker, som skal bistå vore omkring 30 forhandlere i landet, kunne Hardi’s direktør for Tyskland, Østrig og Polen, Karsten Hemmingsen, fortælle Effektivt Landbrugs udsendte medarbejder.

Han ser et stort potentiale i det polske marked, selv om Hardi’s højteknologiske marksprøjter prismæssigt ikke kan konkurrere med flere af de øvrige fabrikater, som findes på det østeuropæiske marked.

- Vi henvender os i sagens natur til de større landbrug, og vi fornemmer helt klart, at polakkerne er meget åbne for ny teknologi, siger Karsten Hemmingsen, der oplyser, at Hardi’s eget importfirma her i den første sæson har solgt tre selvkørende sprøjter og flere store trailersprøjter.

Med de nye tilskudsmuligheder og EU-finansiering har de polske landmænd nu også fået bedre økonomiske muligheder for at investere i ny maskinteknologi, og det fremmer naturligvis yderligere interessen for at sætte fokus på det nye EU-lands store markedspotentiale for mange udenlandske landbrugsmaskinfabrikanter.