Udstationering af driftsledere

(LANDBRUG FYN) Danish Farm Design i Odense er klar til at udstationere danske driftsledere til store landbrugsbedrifter i andre lande.

Udviklingsfirmaet Danish Farm Design A/S, der har til huse i Syddanske Forskerparker i Odense, og som i samarbejde med Gråkjær Staldbyg A/S har udviklet staldkonceptet Euro-Farm, der tidligere på året fik Agromek-prisen for produkter til svineproduktion, kan andet og mere end at lave stalde.

Management er et vigtigt område, og et nyt fremtidsrettet projekt fra Danish Farm Design går ud på at opfylde det store behov, der er for at få dansk driftsledererfaring ud i de store landbrugsenheder, som kommer i Østeuropa, Tyskland og andre lande.

- Frem for at de enkelte enheder skal have superdriftsledere ansat, så har vi valgt at gøre det på den måde, at vi ansætter dem og udstationerer dem - med en hotline-support fra os. At de har en base i Danmark, giver dem en tryghed. Og vi har den nødvendige know-how - og kan give dem den support, der skal til.

Det fortæller Danish Farm Designs direktør, Bjarne K. Pedersen, agronom og tidligere udviklings- og afdelingschef i Landsudvalget for Svin og direktør i Egebjerg Maskinfabrik, som 1. juni 2004 stiftede Danish Farm Design sammen med direktør John Gråkjær, Gråkjær Staldbyg, og agronom Johan Skovgaard, Skovgaard Agro Consult.

- Vi får næsten hver uge henvendelse om at gøre noget, siger Bjarne K. Pedersen. Blandt andet af familiemæssige grunde er det ofte svært at få de meget dygtige folk til at rejse ud for at påtage sig driftslederopgaver i længere perioder. Derfor laver vi en form for »vikarbureau« med den support, som vi kan give meget bredt - lige fra planlægning af byggeri over det rent tekniske til management og information.

- Vi har gode erfaringer med at have en superdriftsleder ude i Danmark og Tyskland. Det virker godt. Og nu skal det så prøves af i storskala, fastslår Bjarne K. Pedersen.

TEKST: ANDERS KURT SIMONSEN

Læs også