Boykot energiselskaberne

(Effektivt Landbrug) PRISPRESSERE: Varmeværkerne presser halmleverandørerne på prisen. Lollandsk producent overvejer en aktion.

Af Vagn I. Pertl

Af Vagn I. Pertl

Halmleverandøren Vagn Larsen fra Lolland er så træt af de store energiselskabers manglende vilje til at honorere landmændene med ordentlige halmpriser, at han overvejer at holde sine pressere i laden.

- Det ville være en fristende aktion, siger han og fortsætter:

- Energiselskabet E2’s tak for stabile leverancer gennem årene er opsigelse af kontrakter i forventning om, at en ny kontrakt tegnes til 20 procent lavere pris. Vi er i landbruget nødt til at reagere.

Vagn Larsen undrer sig over, at den biomasseplan, som skulle have været gennemført i 2000, stadig ikke er gennemført. Planen var, at én million tons halm skulle bruges til energiformål, men i dag mangler der stadig afsætning for 300.000 tons.

- Aftalen med de store elværker er ikke overholdt her fem år efter, men ingen griber ind over for hverken Elsam eller E2. Hvad ville ske, hvis landbruget ikke havde overholdt diverse vandmiljøplaner?

Vagn Larsen fortæller, at el-giganterne får et tilskud, som er baseret på en halmpris 20 procent højere end i dag.

- Nu oplever vi så opsigelser, for at få halmprisen sat ned. Jeg tror næppe, det er indgået i aftalen om biomasseplanen.

Som Vagn Larsen ser det, så skulle de nuværende miljø- og energiministre få løftet pegefingrene over for el-giganternes monopolagtige position.

- Efterhånden er det rent underskud for os leverandører, hvis man ikke har stjålet halmen.

Læs også