Hos Strangko i Horne ved Varde oplever men stor interesse for sit nye pattegummi, der igennem længere tid er blevet testet i danske malkebesætninger. Det firkantede pattegummi blev tildelt en stjerne på Agromek tidligere på året og fås i størrelserne 20 og 22 mm.

Jeppe og Hans Chr. Knudsen, Agerbæklund, har haft det nye pattegummi monteret i 14 dage i deres 2x14 malkestald.

- Pattegummiet er nemmere at arbejde med. Det lukker bedre under påsætning og mindsker derfor luftindslippet, siger Hans Chr. Knudsen og fortsætter:

- Vi kan mærke at køerne bliver malket hurtigere, og det giver en bedre renmalkning. Pattegummiet slubrer heller ikke mod slutningen af malkningen. En ko som tidligere var et problem at få malket på grund af skævt yver, bliver nu malket uden problemer.

Også Jeppe Knudsen har kunnet konstatere forbedringer i forbindelse med det nye pattegummi:

- Tiden, hvor vi malker, er forkortet med 20 minutter om dagen. Vores celletal er også faldet fra 180 til 160. Patterne er heller ikke røde efter malkningen længere. Vakuummet er hævet fra cirka 40 kPa til 42 kPa.

Jeppe og Hans Chr. Knudsen malker 150 køer to gange dagligt.

Henrik Kjær, Lundholt, har haft det nye pattegummi monteret i godt fem uger. I den tid han har haft det nye pattegummi, har han konstateret at det nye pattegummi malker hurtigere.

- Lige efter vi fik monteret det firkantede pattegummi, steg vores celletal fra 150 til 300. Gangen efter var det faldet til 160 igen, så det kan have været en enkelt ko der gjorde udslaget. Ellers slubrer det nye gummi væsentlig mindre end det tidligere anvendte, siger Henrik Kjær, der tilføjer, at han har hævet mælkevakuummet med 1 kPa, så man dermed malker hurtigere.

Henrik Kjær malker 110 køer to gange dagligt.

For at flere mælkeproducenter kan få glæde af det nye pattegummi, kører Strangko for tiden en kampagne på Strangko Soffi mælkecentraler med det nye pattegummi. Soffi mælkecentralen kan monteres på alle typer og fabrikater af malkeanlæg med 16 mm mælkeslange.