- Havde jeg vidst, at selskabet ikke ville lade mig overtage maskinen efter kontraktens udløb, havde jeg aldrig underskrevet kontrakten.

Sådan siger landmand Kurt Nielsen, Møldrup nord for Viborg, efter at have leaset en minilæsser hos finansieringsselskabet »Jyske Leasing«, der i dag hedder Jyske Finans. Da han for fire år siden underskrev leasingkontrakten, troede han, at han ville overtage maskinen efter kontraktens udløb. På det stykke papir, hvor han satte sin underskrift, stod nemlig, at »ved leasingaftalens udløb skal leasingtager anvise en køber til det leasede udstyr til kr. 15.750 + moms«.

Denne formulering tolkede Kurt Nielsen som om, at han skulle pege på en køber til maskinen, når leasingkontrakten udløb. Denne køber tænkte han kunne være ham selv.

- Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg havde ret til at overtage minilæsseren til de 15.750 kroner. Det stod der jo sort på hvidt i papirerne. Derfor kommer det som en stor overraskelse, at Jyske Finans nu mener, at selskabet kan lade en anden end mig pege på en køber til maskinen efter kontraktens udløb, siger Kurt Nielsen.

Kurt Nielsen er også overrasket over, hvor dyrt det er at opsige kontrakten til fordel for en minilæsser leaset i et andet finansieringsselskab end Jyske Finans. Da han på et tidspunkt henvendte sig til selskabet for at opsige leasingkontrakten, forlangte Jyske Finans 40.000 kroner, selv om maskinen ifølge Kurt Nielsens beregninger var »skrevet ned« til 20.000 kroner.

- Jeg var målløs. Jeg troede, at jeg kunne sige kontrakten op, når jeg ville. Så jeg var meget overrasket over at finde ud af, at jeg reelt set ikke havde den mulighed – det var simpelt hen for dyrt.

Effektivt Landbrug har bedt Jyske Finans om at kommentere sagen med Kurt Nielsen. Her fastholder afdelingsdirektør Kim Lund Nielsen, at Kurt Nielsen ikke kan overtage maskinen til 15.750 kroner + moms, når leasingkontrakten udløber den 1. december. Samtidig understreger Kim Lund Nielsen, at han mener, at Jyske Finans handler i overensstemmelse med de analyser, m.v. angående leasingbegrebet, der er foretaget af brancheorganisationen Finans og Leasing.

- Reglerne er, at Kurt Nielsens anvisningspligt til en køber kun kan ske efter påkrav fra Jyske Finans. Så hvis Kurt Nielsen tror, at han automatisk kan købe maskinen efter kontraktens udløb, har han et problem med sin revisor. For så er der ikke tale om en leasingaftale, men en kamufleret købekontrakt, og så gælder der helt andre skatte- og momsregler, siger Kim Lund Nielsen.

Han henviser blandt andet til, at Kurt Nielsen ved at lease har haft den skattemæssige fordel, at han har kunnet fradrage ydelserne. Tilsvarende fordele er der ikke ved at købe.

Kim Lund Nielsen mener også, at det er rimeligt, at det er Jyske Finans, der bestemmer, hvem der skal være dets kunder.

- Kurt Nielsen har været en dårlig betaler, og derfor ønsker vi ikke at lave flere forretninger med ham, siger afdelingsdirektøren. Han tilføjer, at i de fleste tilfælde lader Jyske Finans kunden få fordel af en eventuel friværdi i maskinen efter leasing-kontraktens udløb. Det sker typisk i forbindelse med indgåelse af en leasingaftale på en ny maskine.

- I øvrigt tilbød vi Kurt Nielsen at købe maskinen medio oktober til markedspris med fradrag af en ganske stor rabat. Maskinen er vurderet til 50.000 kroner, men vi tilbød Kurt Nielsen at købe den til 40.000 kroner.

Kurt Nielsen bekræfter, at han gjorde brug af dette tilbud.

- Jeg følte, jeg var tvunget til det for at komme ud af det på en rimelig måde, siger Møldrup-landmanden, der erkender at have været meget dårlig til at betale ydelserne til tiden.

- Men alt er betalt nu med mora-renter og det hele. Så der er rent bord. Desuden har jeg jo skrevet under på, at jeg har ret til at anvise en køber til maskinen – dårlig betaler eller ej, siger Kurt Nielsen.

Møldrup-landmanden fremhæver, at han har ønsket at medvirke i denne artikel for at advare andre landmænd om, hvad der kan ske ved at skrive under på en leasingkontrakt.

- Jeg har generelt ikke noget imod at lease maskiner. Jeg er for eksempel tryg ved at lease min mejetærsker hos et andet leasingselskab, hvor jeg aldrig har oplevet problemer med ikke at kunne overtage maskinen bagefter.

- Men tænk nu, hvis jeg havde leaset en rigtig dyr maskine, for eksempel en mejetærsker, hos Jyske Finans. Så havde jeg risikeret at skrive den ned til en lav restværdi, for blot at skulle finde en anden mejetærsker efter kontrakt-periodens udløb – samtidig med, at Jyske Finans ville kunne score et kæmpe beløb på at sælge maskinen til en anden landmand til en langt højere pris end restværdien, siger Kurt Nielsen.

Han giver følgende råd til andre landmænd, der vil lease:

- Tjek formuleringerne i leasingkontrakten, så du ikke risikerer at få stukket blår i øjnene. Jeg tror, at der er mange, der ikke er klar over, at de kan ende i samme situation som mig.

Jyske Finans’ brancheorganisation, Finans og Leasing, ønsker ikke at forholde sig til enkeltsager, og vil derfor ikke kommentere sagen mellem Kurt Nielsen og Jyske Finans.

- Men vi er ikke interesserede i at komme i konflikt med kunderne, og derfor er kutymen, at leasingtager ved kontraktens udløb anviser en køber til maskinen til de priser, der er aftalt, siger bestyrelsesmedlem Henning Hürdum, der er direktør i Nordania Leasing.

En krystalklar formulering med stor skrift i en kontrakt kan godt blive mere end opvejet af en ligeså klar, men modsatrettet, formulering med lille skrift på kontraktens sidste side.

Selvom det således står sort på hvidt i kontrakten fra Jyske Finans, at »ved leasingaftalens udløb skal leasingtager anvise en køber til det leasede udstyr til kr. 15.750 + moms«, er det ikke sikkert, at leasingtager reelt har ret til det. For i kontrakten står der nemlig også, at minilæsseren er Jyske Finans’ ejendom, og at selskabet skal have den tilbage efter kontraktens udløb.

- De modsatrettede formuleringer i kontrakten flytter sagen ud i en juridisk gråzone, påpeger konsulent i Landboret på Landscentret, Morten Haahr Jensen. Forelagt sagen telefonisk er han meget i tvivl om, hvem af parterne, der har ret, fordi der endnu ikke har været nogen trykte retsafgørelser i lignende sager. Derfor er det ikke muligt for ham at vurdere, om det er Jyske Finans eller landmand Kurt Nielsen, der har ret til at overtage maskinen efter kontraktperiodens udløb – i det tilfælde, at Kurt Nielsen havde undladt at købe maskinen før kontraktens udløb.

- Det må bero på dommerens vurdering i en eventuel retssag, siger Morten Haahr Jensen.

Morten Haahr Jensen kan se sagen fra to sider af:

- På den ene side er et leasingselskab ikke et firma, der køber og sælger maskiner. En leasingkontrakt er derfor juridisk set en lejeaftale - ikke en købsaftale. Dermed kan landmanden som udgangspunkt ikke forhindre Jyske Finans, der ejer minilæsseren, i at sælge den til anden side efter kontraktperiodens udløb, siger Morten Haahr Jensen.

- På den anden side er det et grundprincip inden for Aftaleretten, at enhver uklarhed i en aftale skal fortolkes imod den, der har lavet aftalen, hvilket i det her tilfælde vil sige Jyske Finans, tilføjer han.

Ifølge Morten Haahr Jensen får Landscentret årligt flere henvendelser fra landmænd, der er kommet i klemme i en leasingaftale. Og det er stort set aldrig landmanden, der har retten på sin side.

- Det kan for eksempel være sager, hvor landmanden gerne vil opsige en leasingkontrakt. Her kan vi som regel konstatere, at landmanden reelt er bundet af aftalen, blandt andet fordi de ikke-forfaldne ydelser i hele kontraktperioden typisk skal betales, før det er muligt at komme ud af kontrakten.

Ifølge Morten Haahr Jensen kan det forvirre mange landmænd, at leasingaftalerne typisk er skrevet i et sprog hentet fra den finansielle verden, hvor sætningerne af og til kan være svære at hitte mening i.

- Juridisk er formuleringerne holdbare. Om den enkelte kunde så forstår rækkevidden af dem, er en helt anden sag, siger Morten Haahr Jensen. Hans råd til landmænd, der leaser, er derfor at læse hele kontrakten grundigt igennem og få økonomikonsulenten til at tjekke eventuelle uigennemskuelige formuleringer.

- Det, der står med småt i aftaler, står ikke med mindre småt i en leasingaftale. Men leasingselskabet gør ikke noget forkert – det er fuldt lovligt, understreger Morten Haahr Jensen, der også pointerer, at etikken blandt leasingselskaberne generelt er »ok«.

Konsulenten råder også landmanden til at være opmærksom på, at det ikke kun skal være driftsøkonomiske forhold, der skal afgøre hans lyst til at lease.

- Fordelene ved at lease skal kunne opveje de besværligheder, der kan være ved at lease i forhold til blot at låne pengene – for eksempel, hvis landmanden vil ud af leasingkontrakten igen, siger Morten Haahr Jensen.

Konsulenten understreger, at selv om leasingkontrakter kan være svære at forstå, så skal det ikke afholde landmænd fra at lease, hvis det er den finansieringsform, der er den bedste på deres bedrift.

* at han reelt er bundet af kontrakten i hele leasingperioden

* at leasingselskabet ikke er forpligtet til at sælge maskinen til ham efter kontraktens udløb

* at læse det, der står med småt – få eventuelt en konsulent til at læse kontrakten igennem før underskrift