Det var en tilfreds formand for Landbrugsmaskin-Importørernes Branceforening, direktør John Arildsen fra Valtra Danmark A/S, der stod på talerstolen i forbindelse med åbningen af LIB 2004 messen i Messehallerne i Fredericia i torsdags.

- Samtlige kvadratmeter udstillingsareal er udnyttet, og udstillingskonceptet har medført overvældende interesse for at udstille. Mange synes dermed, at ideen er rigtigt med en fast udstilling indendørs kombineret med en det udendørs testområde, samt at udstillingen holdes hvert andet år, fastslog han.

Inden John Arildsen gav ordet videre til landmand Knud Vest fra Jyllinge ved Roskilde, rettede han en stor kollegial tak til udstillerne for deres bestræbelser på at gøre udstillingen spændende og interessant.

Knud Vest brugte sin åbningstale til blandt andet at betone vigtigheden af at have kompetente forhandlere af traktorer og maskiner i nærheden af bedriften.

- De fleste store traktormærker har udviklet sig til full-line producenter af maskiner til planteavlen. Der vil blive færre forhandlere i fremtiden, men for mig som landmand er det vigtigt at have tillid til, at den forhandler, jeg køber maskiner hos, kan klare de problemer, der kan opstå, når det hele kører. Tillid til service, og at værkstedet kan afhjælpe problemer hurtigt og effektivt, er nøgleord i fremtidens maskinhandel. Og dette kræver stærk opbakning fra producenterne af materiellet.

- Med satellitforbindelser, internet og fly på kryds og tværs af Europa døgnet rundt behøver det ingen steder at tage mere end 12 timer fra havari til reservedelen ligger i hænderne på montøren, der reparerer på en maskine, som typisk koster fra en halv til to en halv millioner kroner ved køb. Det er et af de krav, jeg som landmand må stille til både full-line forhandlere, fabrikanter og specialforhandlere af de moderne landbrugsmaskiner, opridsede Knud Vest.

Som repræsentant for alle de landmænd, LIB-messen tilrettelægges for, havde Knud Vest også bemærkninger.

- Initiativtagerne til messen så rigtigt, da man besluttede at starte LIB hvert andet år. Den udvikling, som messen har gennemgået frem til nu, har vist, at konceptet er rigtigt, nemlig en meget moderne overskuelig udstilling med fysiske afprøvninger af materiellet viser, at arrangørerne har stor forståelse for landmandens behov.

Uden at afsløre, hvilke traktormærker han ved en tidligere lejlighed havde prøvet i praksis, fastslog Knud Vest, at en køretur i traktoren kan være meget afgørende.

- Jeg har selv prøvet to forskellige traktorer med forskellige automatiske transmissioner. Og ved den praktiske prøve fandt jeg hurtigt ud af, hvad der virkede logisk og bedst for mig.

Knud Vest dyrker selv omkring 200 hektar med planteavl og har desuden minkproduktion.