Svært at hæve kontingent
(LANDBRUG SYD) Vejle Amts Familiebrug skal forbedre budgettet med knapt 200.000 kr. 25.000 hentes på kontingenterne.
- Hvorfor skal B-medlemmerne stige mere i kontingent end A-medlemmerne, spurgte et af B-medlemmerne, da regnskab og budgettet var blevet gennemgået.
Heraf fremgik det, at A-medlemmer medlemmerne med over 25 hektar skulle stige 70 kroner i kontingent, mens B-medlemmerne skulle betale 80 kroner ekstra. Indeholdt i begge beløb er en stigning på 50 kroner for begge grupper for medlemskabet af Dansk Landbrug, således at bidraget til familiebrugssektionen stiger henholdsvis 20 kroner for A-medlemmerne og 30 kroner for B-medlemmerne.
Og den forskel ville mindst en af de 65 i salen gerne have en forklaring på.
- De 30 kroner er et udtryk for de øgede udgifter, B-medlemmer koster, forklarede kontorleder Hans Ole Madsen.
- Hvorfor er A-medlemmerne, så ikke steget ligeså meget, lød et opfølgende spørgsmål fra salen.
- Det er på grund af konkurrencesituationen, forklarede Hans Ole Madsen.
Regnskabet for 2003 viste et samlet underskud på 23.000 kroner og ifølge det oprindelige budget for 2004 skulle der blive et lille overskud i amtsforeningen på 4.000 kroner. Det budget har det været nødvendigt at revidere på grund af forøgede udgifter til løn- og pension på 115.000 kroner og øget behov for vikarhjælp på 20.000 i planteavlsudvalget.
Det reviderede budget for i år viser desuden, at regnskabsudvalget har øgede udgifter i kontinggent til landskontoret på 60.000 kroner i forhold til det oprindelige, ligesom der er en helt ny udgiftspost til grønne revisorer på 90.000 kr. I alt viser det reviderede budget for i år et underskud på 196.000 kroner.
Bestyrelsen fremlagde et budget for 2005 med et rødt nul. Forbedringerne ventes hentet del på de nævnte grønne revisorer, der i det andet år beløber sig til en udgift på 25.000 mod de nævnte 90.000, mens der hentes 40.000 kroner i nye indtægter i husleje fra 4H og »andet arbejde« på 75.000 kroner i forhold til det oprindelige budget for i år. Desuden øges »indtægterne« fra familieudvalget med 45.000 kroner.
Vejle Amts Familiebrug forventer at miste 15 A-medlemmer fortrinsvis i størrelsen med over 10 hektar. Antallet af medlemmer med under 10 hektar forventes stort set uændret.
Årsmødet blev rundet af med et kulturelt indslag, som foredragsholderen John Engelbrecht stod for.