Velkommen på forsiden
(LANDBRUG SYD) Dommerkomiteen kom på en større opgave, da vinderen i DSH’s tegnekonkurrence skulle findes.
Velkommen på forsiden.
Det kan DSH, Løgumkloster, nu ønske Sofie Møller, Nybøl ved Sønderborg, og det er ikke Ekstra Bladets forside, hun kan ses på. Tværtimod blev hendes flotte bidrag udpeget som den flotteste, da DSH Planteavl for anden gang afviklede en tegnekonkurrence, hvor vinderen næste år vil pryde forsiden af 1.200 mark- og gødningsplaner.
Inden det kom så vidt, måtte den nedsatte dommerkomite dog gennem en vanskelig opgave. Flere end 150 tegninger, malerier og kollager var indleveret til konkurrencen, og fra DSH’s side udtrykkes der glæde over den store deltagelse og over, at flere skoler samlet har indsendt bidrag.
»Der lægges vægt på, at tegningerne viser gode farver, som positivt illustrerer en eller flere sammenhænge mellem landbrug, planter, dyr, natur og by«, var opgaven til de sønderjyske børn i 4. og 5. klasse, og fantasien var stor – der var virkelig mange flotte bidrag til konkurrencen.
Dommerkomiteens fire medlemmer gik længe rundt og kiggede på de mange tegninger, der lå placeret rundt på bordene i lokalet, inden en halv snes tegninger nåede med i den endelige udvælgelse, hvor valget altså faldt på Sofie Møllers enkle, men flotte løsning på opgaven.
Ud over æren og placeringen på forsiden har Sofie Møller vundet et gavekort på 250 kr. til en butik efter eget valg, og både hendes og alle de øvrige bidrag i konkurrencen kan i efterårsferien ses i det lokale museum, Holmen, i Løgumkloster i efterårsferien.
Der er fernisering på udstillingen fredag 8. oktober kl. 17.00.
Dommerkomiteen i konkurrencen bestod af Hanne Knudsdatter, Kunstforeningen Cirklen, Bo JM Secher og Lillian C. Wind fra DSH Planteavl samt Leif Christensen, Landbrug Syd.