Græssets sidste skrig

Lidt syrligt hedder det fra omverdenen om effektiviseringen af de danske svineslagterier, at det eneste, der ikke bliver udnyttet af grisen, er dens sidste skrig inden den slagtes. Nu kan man sige, at det eneste dansk landbrug ikke kan udnytte af græsset er lyden af, at det gror. Det friske græs, som køerne selv henter eller som ensileres og derefter havner i vommen bliver naturligvis udnyttet fuldt ud af drøvtyggerne. Men når køerne får en godbid i form af kraftfoder, så har det hidtil været sådan, at der undervejs i fremstillingsprocessen er gået noget værdistof tabt.

For at få det friske græs gjort lagerfast klemmer og siden tørrer grøntpillefabrikkerne græsset i store tromler efter samme princip som i husholdningernes tørretumblere til tøj. I den proces bliver saften trukket ud. Eneste anvendelse af saften har hidtil været at sprede den som gødning på marken, fordi det var den bedste udnyttelse af værdistofferne i det, som i realiteten var et spildprodukt fra grøntpillefabrikkerne.

Den slags nager omkostningsbevidste folk og således også Vagn Mærsk Hundebøll, da han var direktør for grønttørringsvirksomheden Dangrønt Products. Han indledte derfor i begyndelsen af 1990’erne et samarbejde med forskeren Pauli Kiel fra Syddansk Universitet, der havde arbejdet med tanken om at udnytte biomasse som næringsstof i en gæringsproces, som danner aminosyren lysin, der som bekendt øger foderudnyttelsen hos svin og fjerkræ.

En ide, som det ikke havde været muligt at omsætte til praksis for en generation siden. Kun på grund af det høje stade i dansk bioteknologi har det været muligt at finde og isolere »arbejdsbien« en mikroorganisme som guffer græssaft i sig, mens den fremstiller lysin.

, hedder mikroorganismen, og den skal helst have arbejdsro. Den må ikke blive forstyrret af andre mikroorganismer. Derfor skal fremstillingen foregå under meget kontrollerede forhold efter krav til dokumentation og sporbarhed, som ellers kun er kendt fra medicinal- og til en vis grad - fødevareindustrien. Metoden er udviklet i det vestjyske selskab Agroferm, der fra start har haft Vagn Mærsk Hundebøll i spidsen som administrerende direktør. Med på holdet havde han så sent som i 2003 stadig kun 10 medarbejdere.

Den anvendte forskning og siden investeringen i et anlæg til produktion i industriel skala krævede kapital, og den er til dels kommet fra en lang række selskaber med rod i den danske agroindustri, dels fra andre store selskaber. Med en samlet aktiekapital på 101 millioner kroner er der sket en investering på cirka 250 millioner kroner.

Oprindeligt var det planen, at en ny fermenteringsfabrik skulle opføres på havnen i Esbjerg, men da Arla satte en forholdsvis ny mælkepulverfabrik i Kjersing til salg, viste det sig, at der ved købet af denne ville være væsentlige fordele, blandt andet kunne mejeriets rør- og tankanlæg anvendes. Arlas produktion af mælkepulver har dog kunnet fortsætte på anlægget i Kjersing helt frem til 31. marts i år, mens Agroferm foretog betydelige tilbygninger, heriblandt tankanlæg til rå- og færdigvarer.

Græssaften kommer fra Dangrønts anlæg i Ringkøbing. Grøntpillefabrikken er en af de største i Nordeuropa med en tørringskapacitet på 100 ton råvarer i timen. Græssaften skal der opbevares i lagertanke, da der naturligvis er tale om sæsonproduktion, til forskel fra på Agroferms anlæg i Kjersing, hvor den biologiske proces skal køre og overvåges af medarbejderne 24 timer i døgnet - ugen og året rundt.

- Vi har ikke bare overtaget nogle bygninger, vi har også kunnet ansætte 15 af Arlas meget dygtige folk, som med deres baggrund i fødevareindustrien har en høj faglig viden og nogle praktiske erfaringer, som vores udviklingsafdeling har kunnet trække på. Det har været en meget positiv at opleve, hvordan forsknings- og produktionsafdelingen har udvekslet ideer, fortæller salgschef Klaus Andersen, Agroferm. Virksomheden har i dag 45 fuldtidsansatte.

Omkring 1. maj blev de gamle og nye anlæg sluttet til hinanden og medarbejderne begyndte indkøringen af fermenteringsanlægget med en prøveproduktion, og snart er Agroferm klar til producere for fuldt tryk - cirka 14.000 ton lysin om året – i første omgang i form af produktet Vitalys Dry i pulverform. Senere følger det flydende produkt Vitalys Liquid.

- Dansk landbrugs forbrug af lysin er cirka 13-15.000 ton om året, men vi regner med at sælge til hele Nordeuropa, da den nærmeste konkurrerende fabrik ligger i Frankrig, oplyser Klaus Andersen, der oprindeligt er uddannet agronom og ligesom administrerende direktør Vagn Mærsk Hundebøll tidligere har været hos Dangrønt.

Verdens samlede forbrug af lysin er i nærheden af 750.000 ton pr. år, heraf cirka 250.000 ton i Europa, og forbruget forventes at stige med tre til fem procent i de kommende år blandt andet på grund af den øgede økonomiske formåen hos forbrugerne i Asien, som i forvejen har smag for svine- og fjerkrækød.

I de mere end 10 år, der er gået med forskning hos Agroferm har udviklingen og øgede miljøkrav til slutkunderne, svine- og fjerkræproducenterne været med Agroferm. Kravet til begrænsning af kvælstofudvaskningen til vandmiljøet betyder, at det ikke længere er nok at nedsætte forbruget af handelsgødning. De seneste år har fokus rettet sig mod kvælstofindholdet i foderet og her har lysin store fordele. Ved at afbalancere foderblandinger med lysin kan svine- og fjerkræproducenterne nemlig reducere mængden af højproteinholdige råvarer i foderet.

- Vi håber på at komme i dialog med det faglige miljø i Danmark om fordelene ved at benytte et produkt, som kombinerer miljømæssige fordele med ideen om at forædle nogle af dansk landbrugs egne produkter, siger Klaus Andersen.