SAB over Storebælt
(LANDBRUG FYN) - Vækst er vigtig. Samtidig skal vi sørge for konkurrence i markedet til gavn for landmændene, fastslår SAB’s nye formand, der glæder sig over den positive modtagelse på Sjælland.
I 80’erne drog de gæve lokale grovvarefolk fra Skamby syd på til Broby. Og nogle år senere endnu et skridt længere mod syd - til Kværndrup. Derefter gik turen vestpå over Lillebælt med overtagelsen af den lokale andelsgrovvareforening i Egtved i 2000.
På godt tre år har S.A.B. A.m.b.A. derudover formået at øge omsætningen fra 30 millioner til omkring 100 millioner kroner i indeværende år. Og sammenlagt med de fynske afdelinger er andelsgrovvareforeningens omsætning totalt nu fordoblet i samme periode til 600 millioner kroner.
Men her slutter det »lokale« andelsfoderstof-eventyr ikke.
Næste trin er nemlig indtagelse af Sjælland her i år!
Det sker med et mål på 150 millioner kroner i årlig omsætning i løbet af tre år.
- Det er en strategisk beslutning, at vi skal have vækst, fastslår gårdejer Kurt Landtved, Ringe på Nordfyn.
Siden generalforsamlingen i marts har han siddet for enden af bestyrelsesbordet i S.A.B., der i øvrigt ved samme møde fik godkendt »efternavnet«: Landbrugets Andel.
- Vi agerer i en konkurrencepræget branche, hvor vi alle bliver presset i vort eget »pastorat«. Derfor er det nødvendigt at brede sig ud over større områder, når vi vil have vækst i virksomheden. Samtidig er det som landmandsejet firma vor opgave at skabe konkurrence for derigennem sikre landbruget de bedste og billigste varer.
- Og ved at etablere os på Sjælland er det ikke alene landmændene derovre, vi gavner, men hele vor ejerkreds og virksomheden som helhed, idet vi dermed sikrer en bedre udnyttelse af vort produktionsapparat.
Derfor har Kurt Landtved det rigtig godt med, at SAB tilmed er blevet modtaget rigtig godt i det sjællandske, siden markedsføringen blev indledt for et lille halvt år siden.
Til et informationsmøde på Mogenstrup Kro med præsentation af firmaet og dets svinefoderprogram til den forestående sæson kom der ikke mindre end 75 landmænd.
- Man savner ganske enkelt flere aktører i markedet, og fra mange sider der blevet udtrykt tilfredshed med vort tiltag, som vil gavne konkurrencen.
Pr. 1. august er Henrik K. Schou blevet ansat som distriktschef for Sjælland, og han vil fra sin bopæl i Tureby varetage kontakten til de sjællandske kunder, hvoraf de første allerede har meldt sig.
- Og når vi op i nærheden af vor kortsigtede målsætning, vil vi åbne en afdeling derovre, forudskikker SAB’s nye formand.
Kurt Landtved understreger, at det ikke er fremmed for SAB at operere øst for Storebælt. I forvejen købes der en del korn op derovre til virksomhedens store foderproduktion. Derfor er indtoget logistikmæssigt også en fordel samtidig med, at der nu bliver mulighed for at købe kornet hos egne kunder.
- I det hele taget er det vigtigt, at vi udvikler os. I de kommende år vil der blive stillet stadig større krav fra landmændene, der samtidig vil betale mindre for varerne. Derfor må vi ikke stå stille.
En vækst på 10 procent om året er den grove målsætning for den ekspanderende fynske andelsgrovvarevirksomhed.
- Der skal være en organisk vækst, eller sagt på en anden måde: Der skal komme flere kunder til, end der forlader os.
Formanden påpeger, at vækst gør virksomheden mere spændende og derfor tiltrækkende for de dygtige folk i branchen.
- Udviklingen gør, at medarbejderne i dag i højere grad skal være faglige produktkonsulenter frem for sælgere i traditionel forstand. Samtidig øges kravene til produktsortimentet, hvilket også betyder, at et stort volumen og løbende nyinvesteringer i teknologi er nødvendigt, påpeger formanden.
Endelig nævner han, at en øget omsætning giver mulighed for en kort afskrivningsprofil - et konservativt regnskabsprincip, som virksomheden hylder.
- SAB skal ikke være en sparekasse, påpeger Kurt Landtved, men skynder sig at tilføje, at virksomheden selvfølgelig skal tjene penge og føre en stram økonomisk politik.
- Det er nemlig for dyrt at være fattig.
For den nye formand er det ikke et erklæret mål at lave et stort overskud. Dertil er konkurrencen i branchen for hård.
- Hvis vi var et aktieselskab, gjaldt det om at skaffe det størst mulige afkast til aktionærerne. For os gælder det om at sørge for godt og billigt foder til vore ejere og sikre en god forrentning af deres indskudte kapital i andelsvirksomheden.
- Og til stadighed at udvikle virksomheden sammen med andelshaverne og medarbejderne.
Inden længe vil medlemmerne ved selvsyn kunne konstatere, at SAB fortsat er i rivende udvikling. Således bliver en ny stor administrationsbygning indviet i Skamby efter høst.
På afdelingen i Egtved er netop taget en stor ny kornhal i brug, og i Kværndrup er man i gang med en renovering af kvægfoderfabrikken.
- Strukturudviklingen står ikke stille i vor branche. Derfor skal vi være på forkant, understreger Kurt Landtved.
Derfor vil han da heller ikke afvise en fusion eller et samarbejde på et tidspunkt. Men i så fald bliver det med forretningsånden og SAB’s koncept som den fortsættende virksomhed.
- Som formand skrev min far (Poul L. Rasmussen - se modstående side, red.) i SAB’s jubilæumsskrift i 1981, at det daværende niveau på 10-12 andelsgrovvareforeninger nok var passende.
- Sådan er det ikke lige frem gået, konstaterer sønnen her halvandet før den store fynske andelsgrovvareforenings 75 års jubilæum.







































