- Det er rart at kunne bjærge helsæd, der er ordentlig tørt.

Sådan lød det fra den økologiske landmand Bjarne Ennemark fra Gabøl mellem Vojens og Gram, da de sidste 15 hektar med byg-ærte helsæd kom i hus onsdag i sidste uge. Tørstofprocenten vurderede han til at være optimal omkring de 30-35 procent.

- Det har været svært at få bjærget helsæd med en ordentlig tørstofprocent i år. Men det lykkes i hvert fald denne gang, og udbyttet ser heller ikke ud til at blive så ringe, selv om det selvfølgelig altid er svært at vurdere, når det ligger på skår, sagde Bjarne Ennemark.

I alt fem traktorer med vogne kørte i pendulfart fra den sønderjyske landmands gård og marken ved Gram. Og selv om afstanden fra marken til Bjarne Ennemarks gård var en halv snes kilometer, var der hele tiden en vogn klar til at blive fyldt af den 480 hestekræfter store John Deere 5850 finsnitter. Maskinfører Lars Andreasen fra Lindholm Maskinstation så således ikke ud til at mangle beskæftigelse.

Til dato har Bjarne Ennemark i alt bjærget 70 hektar helsæd fordelt på byg-ærter, grøn-ærter og lidt grønbyg. Forude venter så majshøsten, som de 100 SDM-køer hjemme på »Overgaard« forhåbentlig kan se frem til.

Høsten foregik i øvrigt på marker, der tilhører Gram Gård, som er forpagtet af Billeslund A/S. Selskabet driver 300 hektar jord.

- De nye akshævere er hårde ved fingrene på mejetærskeren, kunne driftsleder og medejer i Billeslund A/S, Kaj Lorenzen, konstatere, da han begyndte på årets høst af rajgræssorten Lasso. De første omgange i afgrøden havde kostet et par fingre, og endnu forestod en nøjere finindstilling af mejetærskeren, så den høstede rent. Men i gang, det skulle høsten, for med en vandprocent på mellem 16 og 18 procent var der ingen undskyldning. Og ikke langt derfra var høsten af det seneste byg-ærte helsæd godt i gang, så høststemningen var allerede lagt. Efter at have forsøgt sig med et par omgange i marken, var Kaj Lorenzen tilfreds.

- Mit bud er et udbytte på 1.000 kilo, sagde Kaj Lorenzen, mens han førte mejetærskeren fremefter i den 30 hektar store mark, der er økologisk drevet ligesom alle andre i Billeslund A/S. I alt skulle 53 hektar med Lasso-rajgræs høstes og bringes på planlager, hvorefter DLF-Trifolium aftager det.

I denne uge forventer Kaj Lorenzen at kunne gå i gang med rughøsten. Derudover har Billeslund A/S rødkløver, helsæd, ærter, samt 20 hektar med grønsager og 100 hektar med vårhvede ud af de i alt 300 hektar jord, som selskabet driver. De 150 af dem er forpagtet af Gram Gård. I alt er der 13 ansatte, på grund af det store tidsforbrug i markerne med grønsager.