Halvisoleret sostald med helgardering
(LANDBRUG SYD) Søerne får rigeligt med frisk halm og luft i stald, hvor udeklimaet bestemmer temperaturen og mekanikken hjælper med at strø og muge.
- Bygge- og teknikrådgiverne har taget forbehold for denne del af byggeriet, og det er helt i orden med os, for vi har fået inspiration mange steder fra, vi har selv valgt indretningen, og vi mener, vi har fået den bedst mulige stald.
Sådan lyder det fra far og søn, Hans og Sigurd Jefsen Christensen, Burkal, som på fredag holder åbent hus i deres nye løbe- og drægtighedsstald til deres 420 frilandssøer.
Hidtil har søerne også gået på friland i drægtighedsperioden, men fremover skal de først på friland kort tid før de skal fare og indtil grisene vænnes fra ved cirka ni kg.
- Der er for meget arbejde med at skille de søer fra som skal løbes, når de går ude i folden, forklarer Sigurd Jefsen Christensen.
Når grisene vænnes fra kommer de ind i en toklimastald, hvor der netop har været holdt rejsegilde. Den traditionelle smågrisestald ventes først færdig om to måneder, og er derfor ikke med i åbent hus arrangementet.
Sostalden udmærker sig med masser af frisk luft, som naturligt kommer ind i gennem gardiner.
- Vi er vant til den friske luft fra vores kostald, så vi går gerne i en foret kedeldragt, hvis temperaturen er to grader om vinteren, fortæller Sigurd Jefsen Christensen, som efter planen skal have hovedansvaret for grisene, mens Hans Jefsen Christensen fortsat har ansvaret for de 90 årskøer, som kvoten på 930.000 kg mælk tillader.
For at søerne også kan holde varmen bliver stierne strøet bagerst med rigeligt frisk halm, så der bliver et ordentligt leje med en 10-15centimeters dybde. Strøningen sker fra en hængebanevogn, som foruden føreren rummer en bigballe. Fremdriften af vognen sker med en elmotor, mens føreren skal fordele halmen i stierne med håndkraft og fork.
Stiernes faste gulv skråner ned mod midten, så tyngdekraften og søernes trafik hjælper halmen ned til en grebning med automatiseret møgskraber på en skinne. På drivgangen i midten og et fællesareal bag løbeboksene er gulvet sænket cirka 30 centimeter, så halmen ligger i en komme som er så bred, at den kan tømmes med en gummiged.
- Den naturlige ventilation, gør det nødvendigt med halm, og halmen kræver håndtering, men vi mener vi kan få det til at fungere på denne måde, siger Sigurd Jefsen Christensen.
Viser det kommende års erfaringer, at det ikke fungerer i praksis har de to bygherrer helgarderet sig med nybyggeriet.
- Vi har lagt slanger ind, så vi nemt kan få gulvvarme. Taget er helisoleret, og der kan eftermonteres automatiske gardiner, som holder temperatur og luftfugtighed konstant, som i en traditionel drægtighedsstald. Selvom den første ide var en discountløsning, er det endt med at blive noget dyrere – en helgardering, forklarer Hans Jefsen Christensen.
Det er Jan Bonde, Bopil, som har været sparringspartner på de konkrete løsninger efter bygherrernes anvisninger. Af andre faciliteter kan nævnes, at søerne får en chip i ørerne så trafikken til fodertruget noteres. Også besøg i nærheden af orneboksen registreres, så transponderen sørger for de rigtige søer bliver skilt fra. Alt det og resten af byggeriet kan interesserede få et indtryk af ved arrangementet på fredag kl. 11-15 på adressen Burkal Kirkevej 47, Bylderup-Bov.