Fyn er Danmarks frodige have – ikke mindst takket være de mange gartnere, som gennem generationer har sat deres præg på øen. Et erhverv som sikrer fynboerne, og resten af Danmark, friske danske grønsager og frugt på bordet, året rundt.

Lørdag den 29. maj kan de fynske gartneres salgsforening Gasa Odense Frugt - Grønt, A.m.b.a. fejre 75 års jubilæum. Andelsselskabet er en af øens gamle og traditionsrige virksomheder og fejrer jubilæet med både stolthed og store visioner for fremtiden.

Man skal bestemt ikke regne med at møde en grånende virksomhed, når Gasa Odense Frugt – Grønt, A.m.b.a. holder 75 års jubilæum. Tværtimod har den fynske virksomhed den store ambition at blive Danmarks førende salgsorganisation på frugt, bær og grønsager produceret af danske frugtavlere og gartnere.

Ikke nødvendigvis Danmarks største salgsorganisation for frugt og grønt, men førende, når det gælder kvalitet, troværdighed, sortiment og leveringssikkerhed. Store visioner i en branche, hvor kvalitet og høsttidspunkt er afhængig af det omskiftelige, danske klima.

Gasa Odense Frugt – Grønt, A.m.b.a. garanterer, at målsætningen i virksomhedens årsberetning ikke blot bliver flotte ord, men skal realiseres ved anvendelse af den mest moderne teknologi og gennem et forpligtende, målrettet og engageret arbejde hos alle 132 medlemmer, de 80 ansatte og virksomhedens ledelse.

Udviklingen har ikke på noget tidspunkt stået stille i den store virksomhed gennem de sidste 75 år. Allerede det første år efter stiftelsen i 1929 havde Gartnernes Salgsforening en imponerende omsætning på ikke mindre end 900.000 kr. Salgsforeningen var den første af sin art i Danmark, men blev hurtigt fulgt af flere salgsforeninger rundt om i landet, da det kunne konstateres, at fælles organisering og koordinering havde en positiv virkning på afsætningen af frugt og grønt fra de fynske gartnere i Odense. Siden er omsætningen steget støt, og i 2003 kunne Gasa Odense Frugt – Grønt, A.m.b.a. præsentere en omsætning på 324 mio. kr.

Målet med salgsforeningen er i dag, som det var i 1929, at sikre medlemmerne den bedste pris for deres varer og de lavest mulige omkostninger i forbindelse med salg og distribution.