»Hold da op«.

Sådan lød reaktionen fra Landboungdoms formand, Steffen Damsgaard, da han blev præsenteret for de nye stigninger i mælkekvoteprisen. Ifølge Mælkeudvalget lander prisen på mælkekvoterne et sted mellem 4,39 og 4,45 kroner for den netop afholdte maj-børs. Det er det højeste nogensinde, og prisen hopper lige op, hvor det gør allermest ondt hos de unge landmænd.

- Det er utroligt, at kvoteprisen stiger så kraftigt, mens mælkepriserne falder – det harmonerer slet ikke sammen, når man ser på udsigterne for kvægbruget, lyder det fra en tydeligt overrasket Steffen Damsgaard, der netop er valgt til at stå i spidsen for de unge landmænd.

På baggrund af de nye tal appellerer han nu til malkekvægbruget om en større gratismængde af mælk til unge, der ønsker at blive selvstændige mælkeproducenter.

- Jeg ved godt, at det øvrige malkekvægbrug er presset, men der er næsten ingen unge, der etablerer sig i øjeblikket. Jeg har tal, der viser, at de forbedrede muligheder for YJ-lån ikke har været nok til at hjælpe de unge ind i erhvervet. Og landbruget kan altså ikke være tjent med så få unge selvstændige til at holde gang i hjulene, lyder det fra den 28-årige formand.

Han håber derfor også på bedre muligheder for YJ-lån til de unge, men også en liberalisering af mælkekvoterne står højt på hans ønskeliste.

- Hvis man fjernede købsbegrænsningerne på mælkekvoterne, så landmændene kunne købe alt det mælk, de ville, ville priserne stabilisere sig på det niveau, som mælkeprisen lægger op til. Det ville gøre, at priserne ville falde på sigt, siger Steffen Damsgaard.

Hans budskab til de unge, der gerne vil til at producere mælk, er, at de skal se tiden lidt an.

- Det er for dyrt at købe lige nu. Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men jeg tror, at prisen på mælkekvoterne vil falde på sigt, fordi renten vil stige og mælkeprisen falde. Dermed vil flere af de lidt større kvæggårde blive sat til salg, og det er dem, der er attraktive for de unge, siger han.

Han understreger dog, at det ikke kun er udefrakommende faktorer, der kan hjælpe tilstrækkeligt med unge ind i erhvervet.

- Det er nødvendigt med tiltag rettet mod de unge, og det, der ville give den bedste effekt, er en større toldning af mælken, så de unge lettere kan købe den kvotemængde, der skal til for at drive en gård, siger han.

Baggrunden for prisstigningerne er, vurderer Steffen Damsgaard, at der er mange mælkeproducenter, der skal have båsene fyldt op igen, efter at de for kort tid siden måtte slagte køer for at undgå at producere for meget mælk i forhold til Danmarks samlede mælkekvote. Det giver en stigning i priserne, men det er landboungdoms-formandens håb, at de vil falde igen næste gang, det går løs igen med mælkekvotebørsen.