Dyrene, der rykker ind i den nybyggede svinestald hos Niels Erik og Torben Brøchner i Djernæs, kan se frem til et svineliv på første klasse.

Der venter dem faciliteter som eksempelvis flexbokse indrettet efter hotelprincippet med en boks pr so og et fællesareal med varme i gulvet, således at dyrene kan veksle mellem at gå frit omkring og trække sig tilbage i boksen. Desuden er der installeret et bruseanlæg, der giver et behageligt klima i stalden og mulighed for en kølende overbrusning i varme perioder.

Dyrevelværd, rentabilitet og rationel drift har været nøgleordene i planlægningen af den topmoderne svine-stald på ca. 2000 kvadratmeter. Byggeriet blev påbegyndt i oktober sidste år. Alt er gået planmæssigt, og her et halvt år senere er stalden klar til at blive taget i brug.

Byggeriet og renoveringen af de eksisterende bygninger er udført i totalentreprise af Birk-Dahl Staldindretning K/S under ledelse af Leif Rosendahl. Det eneste, der ikke er omfattet af totalentreprisen, er el-arbejdet. Det er foretaget af den lokale elektriker - Marstrup el-forretning.

At Niels Erik og Torben Brøchner har valgt at tage springet og investere millionbeløb i nyt produktionsanlæg på nuværende tidspunkt skyldes to ting. Dels har det været nødvendigt for at leve op til de lovmæssige miljøkrav og krav til øget dyrevelfærd, dels at investeringen medvirker til at gøre et ønsket generationsskifte glidende og økonomisk set mere overskuelig.

- Man siger jo, at det er i nedgangstider, man skal investere. Det er et godt tidspunkt at bygge på. For så er der kun en vej, det kan gå. Og det er fremad, konstaterer Niels Erik.

- Da Torben kom hjem fra Gråsten Landbrugsskole i 2000 lavede vi en langsigtet strategiplan for hele bedriften, hvor han indgår i firmaet med en halvpart i et I/S. Det krævede en udvidelse, for det tidligere produktionsanlæg var ikke stort nok til at bære et generationsskifte. En anden sidegevinst er, at vi nu er to om den daglige drift og dermed får mere frihed. Vi har også med ansættelse af en kvindelig fodermester fået mulighed for at holde friweekender, ligesom den øvrige befolkning.

Processen fra tanke til handling har været lang og sej. Der gik et par år, før byggetilladelsen var i hus. Bl.a. på grund af at gården er beliggende i en byzone.

- Der er kommet indsigelser imod byggeriet, men vi har fået medhold fra både kommune, amt, skov- og naturstyrelsen og naturklagenævnet til at bygge, som vi ønsker. Bl.a. fordi vi nu fjerner alt det, der lugter og stopper produktionen af slagtesvin, som skiftes ud med produktion af 8 kilos grise, ved 5-ugers fravænning. Ventilationssystemet er ændret, så lugten spredes mindre og føres op i højere luftlag. Med nybyggeriet opfylder vi de gældende miljøkrav. Vi har samtidig opfyldt kravet til staldindretning, der imødekommer en lov om løsgående svin, som er blevet vedtaget af folketinget.

På grund af den langsommelige proces har det været nødvendigt at ændre på byggeplanerne og indsende nye ansøgninger, fordi der undervejs kom ny lovgivning med krav om øget plads per so.

- Birk-Dahl har ordnet alt det praktiske med kommunen mht. selve byggeriet. Derudover har vi fået rigtig stor hjælp fra Sønderjysk Svinerådgivning. Den pågældende rådgiver derfra har været utrolig dygtig og professionel. Det har kostet et pænt beløb, inden vi overhovedet kom i gang. Men pengene til professionel hjælp har været givet godt ud og betydet, at vi ikke er kørt fast i processen. Vi har også fået hjælp fra bygningskontoret, og en konsulent herfra har deltaget i nogle af byggemøderne, understreger Niels Erik Brøchner

- Vi har valgt flexbøjlen i drægtighedsstalden, fordi den er arbejdsvenlig og enkelt konstrueret. Et andet tungtvejende element var en ny flexkrybbe, som er nyt inventar i farestalden. Krybben er rengøringsvenlig og nem at montere. Den leveres færdigstøbt og skal ikke understøttes, så der er ikke udgifter til installering.

- I dette byggeri med 220 farestier var det en besparelse på udgifter til murerarbejdet på ca. 40.000 kr. Det var afgørende for at vi valgte firmaet. Det færdige koncept medtager alle detaljer, og alt er beskrevet. Der kommer ingen skrædderregninger efterfølgende Det har vi stået fast på som et krav fra starten, og vi har på den konto fået helt nyt foderinventar i den gamle stald til samme pris, som vi skulle have brugt på renovering af det gamle. Vi ved præcis, hvad prisen er, når vi er færdige.”

Valg af staldtype er overladt til Torben, der på sigt skal arbejde længst med det nye system.

-Jeg har som fodermester arbejdet med både transpondersystemet og hotelprincippet, en so pr. ædeplads. Med hotelprincippet har du styr på hver eneste so og kan holde øje med, at de spiser og er oppe at stå under den automatiske fodring. Vi går nu fra en kombineret so- og slagtesvineproduktion til ren soproduktion Tidligere leverede vi på årsbasis ca. 4.000 slagtesvin og 800 smågrise. Med den nye produktion kommer vi op på 800 nyindkøbte SPF-X søer og levering af 20.000 smågrise.

Det nye produktionsanlæg er planlagt ud fra et ønske om øget indtjening, øget effektivitet og en rationel arbejdsgang i lyse og venlige omgivelser. Stalden er opført med stålspær, vægelementer med facade i fritlagte søsten, eternittag med lysplader i kippen samt store panorama-vindue i gavlen, som både syns- og lysmæssigt er et stort plus for staldmiljøet.

- Vi har hentet inspiration på åben stald arrangementer over hele landet, hvor vi har taget masser af billeder. Vi har spurgt ind til erfaringer og fejltagelser hos andre. De informationer har vi stykket sammen til et oplæg til Birk-Dahl, som så har lavet tegningerne til byggeriet ud fra vores ønsker.

- Rådet til andre der går i byggetanker er, at det er en rigtig god ide at tage til åbent stald arrangementer for at hente ideer. Men lige så vigtigt er det at søge professionel rådgivning helt fra starten. For vi må jo nok indrømme, at der ikke er meget Morten Korch tilbage i landbruget. I dag hedder det enten afvikling eller udvikling. Der er ingen mellemvej. Udviklingen går hurtigere og hurtigere.