Med en årlig produktion af omkring 250.000 slagtekyllinger er Leif Hestbech i Ore ved Aarslev en af Fyns større kyllingeproducenter. Der produceres syv hold om året i et 1.500 kvadratmeter stort hus fra 1981. Leif har held med produktionen, og senest har han også med held bekæmpet trædepudesvidninger, der er et stigende problem hos kyllingeproducenterne.

Svidningen opstår ved kombinationen af fugtig strøelse og varme, hvorved der udvikles ammoniak. Jo større fugtighed jo mere ammoniak, men da både fugt og varme er en betingelse for, at kyllingerne trives, må der sættes ind med midler, der holder ammoniakkoncentrationen nede.

- Især skal vi sørge for, at strøelsen hele tiden er så tør og porøs som mulig, og det opnår jeg ved at styre ventilationen og ved at tilsætte varme, siger Leif Hestbech. Samtidig peger han på, at træspåner er gode som strøelse.

Men selv både effektiv styring, tilsætning af varme og god strøelse er ikke nok til at hindre ammoniakken i at komme. Især kommer der meget om vinteren.

Derfor er Leif Hestbech glad for, at der på markedet findes et produkt, der reducerer mængden af ammoniak i staldbunden. Produktet hedder Actilith Plus+ og er et vandabsorberende mineralsalt tilsat et udtræk af havalger og planter.

- Når kyllingerne er ti til fjorten dage gamle, og jeg ser, at strøelsen begynder at blive skorpet, ved jeg, det er tegn på, at strøelsen ikke er, som den skal være - og at ammoniakken kommer. En god strøelse skal være porøs, og i områder med skorper strør jeg nogle håndfulde Actilith Plus+ ud på skorpelaget og slutter af med et nyt lag friske spåner. Derefter er problemet løst, ammoniakken holdes nede, fastslår Leif Hestbech.

Udstrøningen er blevet en daglig rutine, men ifølge Leif Hestbech gør Actilith Plus+ det ikke alene. Det er også nødvendigt at tilsætte nye spåner, så kyllingerne har noget at skrabe i. Fordelen er så, at Actilith Plus+ lukker af for det gamle lag strøelse, og derved hindres ammoniakken i at udvikle sig.

- Hvordan der skal lukkes af med Actilith Plus+ og nye spåner, er vel mest et spørgsmål om management, siger Leif Hestbech.

Før den fynske kyllingeproducent begyndte at strø med Actilith Plus+, gav slagteriets veterinærer ham over 100 trædepudeanmærkninger pr. leverance, og det var uacceptabelt. Dertil kommer, at der senere er strammet op, så fra 1. januar i år må der højest være 40 trædepudeanmærkninger pr. leverance.

- Jeg har heldigvis kunnet holde mig under de 40, og jeg mener, at det er en kombination af strømidlet og ændring af ventilationen, der har gjort det, siger Leif Hestbech.

Han har hidtil brugt Actilith Plus+ i to rotationer, i alt 500 kg og fem sække spåner. Totalt har det kostet ham omkring 3.000 kroner, og de penge, mener han, er givet godt ud i forhold til, at han har kunnet overholde de stigende veterinære krav.

Statistikkerne viser, at omkring to tredjedele af kyllingeproducenterne har problemer med trædepudesvidninger. Claus Christensen, teknisk konsulent fra Hypred Skandinavien, mener, at Actilith Plus+ kan være med til at løse problemerne. Firmaet har flere års erfaringer med Actilith produkter til udtørring af bunden i kvægstalde.

- Det nye Actilith Plus+ binder ammoniakken og udtørrer bunden. Det reducerer lugten og mineraliserer kvælstoffet, så der sættes fart i komposteringen. Erfaringerne viser også, at produktet har en af de bedste sugeevner på markedet, og så er det selvfølgelig vigtigt, at produktet er naturligt og ufarligt for dyr og mennesker - og også kan bruges i kvæg- og svinestalde, siger Claus Christensen.