Landbrugsbyggeri truet at stærkt stigende stålpriser

(LANDBRUG SYD) Det seneste år er stålpriserne steget med op til 100 procent og stigningerne fortsætter. Og det vil ramme landbrugsbyggeriet, lyder vurderingen fra virksomheden Egtved Stål.

En typisk ny kvægstald på f.eks. 400 kvm. kan let blive mellem 500.000 og 800.000 kroner dyrere end beregnet. Og venter man bare få måneder mere vil merprisen formentlig være steget endnu mere.

Sådan lyder vurderingen fra Mogens Espersen, der er direktør for virksomheden Egtved Stål, der er en grossistvirksomhed inden for handelsstål. Og forklaringen på den voldsomme stigning er ret enkel:

- Det handler om at efterspørgslen på verdensmarkedet er meget stort og fortsat stigende. Ikke mindst på grund af de to store vækstlande Kina og Indien hvor efterspørgslen efter stål til industrien er steget voldsomt, lyder det fra Mogens Espersen.

Og den store efterspørgsel har fået priserne til at eksplodere med prisstigninger det seneste år på mellem 50 og 100 procent – dog uden at efterspørgslen er faldet af den grund:

- Vi kan sælge alt det stål vi kan skaffe hjem, men priserne stiger hurtigt. Alene siden nytår er priserne steget med mellem 20 og 30 procent, siger Annette Pedersen, der står for indkøb og salg af virksomhedens stål.

Stålbjælker, armeringsnet og inventar. Alt sammen indgår i forbindelse med staldbyggeri i landbruget og med de stærkt stigende stålpriser er det noget der kan gøre endda rigtig ondt i pengepungen, når der skal bygges.

- Det kan godt undre mig at der ikke er langt mere fokus på stålpriserne end der er. Jeg tror ikke rigtig det er gået op for ret mange, hvor store konsekvenserne allerede er og bliver fremover, siger Mogens Espersen.

Og han forudser at situationen vil forværres de kommende måneder, da intet tyder på at stålprisen er på vej ned – tvært imod.

- Man kan jo sagtens forestille sig at det vil sætte flere byggeprojekter i stå, da det fremover bliver svært for bygherrer at afgive fast pris på et byggeri. Dernæst kommer så hele finansieringen, hvor man sagtens kan forestille sig at kreditforeninger vil gå ind og overveje sagen, når et byggeri med så kort varsel stiger betragteligt i pris i forhold til det der var planlagt, siger Mogens Espersen.

Og han forudser at allerede i løbet af de kommende 3 – 10 måneder vil prisudviklingen for stål for alvor slå igennem overfor landbrugsbyggerier. Dernæst vil andre følge efter som producenter af landbrugsmaskiner og inventar.

Egtved Stål er som nævnt en grossistvirksomhed indenfor handel med stål. Heraf også et stort salt til landbruget, hvor man både sælger i forbindelse med byggeentrepriser, men også direkte til landbruget, f.eks. de store svinebrug, hvor det ikke er unormalt at man selv har en smed ansat, der kan forestå løbende reparationer og forandringer af staldene.

- Vi har den del direkte salg til landbruget. Og her er prisen vigtig, og vi sælger derfor meget 2. klasses stål hertil, forklarer Annette Pedersen.

Det skal dog pointeres at 2. klasse her ikke betyder dårligere stålkvalitet, men ofte stål i andre mål samt overskudproduktioner. Salget til landbruget sker over hele landet.

Læs også