Det skal være slut med negativ omtale på grund af ulovlig overproduktion i husdyrbruget. LandboFyn vil fremover konsekvent tilbyde alle sine medlemmer et ekstra tjek af produktionens størrelse, hver gang der skal laves markplaner og gødningsregnskaber mv.

- Det er i alles interesse at få redet eventuelle uoverensstemmelser ud, inden den enkelte landmand risikerer at blive hængt ud i pressen til skade for sig selv og hele erhvervets image, siger formanden for LandboFyn, Torben Bang, der mener, at enkeltsager i nogle tilfælde har været blæst op i medierne, som om det var mafiaen, man var ude efter.

- Selvfølgelig, tilføjer han, skal landbruget overholde lovgivningen lige som alle andre her i landet. Men medierne skylder landbruget og den enkelte landmand den respekt at se sagen fra mere end én side.

Under alle omstændigheder var december en hård måned for landbrugets omdømme. Her blev flere fynske svineproducenter meldt til politiet for overproduktion, og fra politisk hold blev der varslet en hårdere kurs med mere kontrol overfor landbruget.

Men selv om landmændene i dag bliver kontrolleret på kryds og tværs af forskellige myndigheder, så er der ingen, der nøjagtigt ved, hvor omfattende problemet med overproduktion er.

- Jeg tror, alle landmænd ønsker at leve op til de tilladelser og registreringer, der er givet på bedriften. Men der kan i nogle tilfælde være uoverensstemmelser, f.eks. som følge af effektiviseringer eller mindre produktionsændringer, siger Torben Bang.

Om nogle måneder ved vi meget mere om problemets omfang. MiljøcenterFyn, som kontrollerer landbruget for 29 fynske kommuner, er nemlig i gang med et større kortlægningsarbejde. Det er dog ingen nem øvelse, beretter Ove Johansen, MiljøcenterFyn’s gruppeleder på landbrugsområdet.

- Det er en besværlig øvelse, som kræver en masse telefongymnastik og henvendelser til forskellige registre. Det er et langsommeligt arbejde, fordi vi ikke har haft de nødvendige rettigheder for at få direkte adgang til diverse registre, bl.a. CHR-registret, siger Ove Johansen, der regner med, at MiljøcenterFyn har undersøgelsens resultat færdig i løbet af marts måned.

Fyns Amt arbejder også med et nyt kontrolsystem, og selv om amtet snakker sammen med MiljøcenterFyn om, hvordan det kan skrues sammen, understreger amtets miljøchef, Thorbjørn Sørensen, at de to systemer ikke har noget med hinanden at gøre.

- Det system, vi laver i amtet, er udelukkende beregnet til at kontrollere, om de tilladelser, der bliver givet i forbindelse med screenings- og VVM-sager, bliver overholdt. Vi vil på ingen måde gå ind og overtage nogle af de tilsynsforpligtelser, kommunerne har i forhold til landmænd, som producerer for mange dyr, siger miljøchefen.

Det kontrolsystem, som amtet er i færd med at udvikle, vil bygge på data fra bl.a. Plantedirektoratet og kommunerne.

- Vi vil først og fremmest udnytte nogen af de data, der allerede ligger ved de forskellige myndigheder, sådan så vi belaster den enkelte landmand mindst muligt, siger Thorbjørn Sørensen, som på længere sigt mener, at hele kontrolsystemet skal rationaliseres og samles i de nye regioner, der tegner sig i landskabet i forbindelse med en ny strukturreform.

Det aktuelle kontrolsystem i amtets regi vil ifølge miljøchefen være klar til at blive afprøvet i et pilotprojekt i to-tre fynske kommuner om en måneds tid.

Udsigten til et nyt amtsligt kontrolsystem skræmmer ikke LandboFyns formand, hvis det kommer til at bygge på de eksisterende indberetninger, som landmændene allerede foretager til diverse registre.

Han har heller ikke noget imod, at disse registre sammenkøres.

- Vi bliver nødt til at acceptere mere kontrol. Til gengæld må vi appellere til, at det hele kommer til at gå lidt mere smidigt, når ens produktionstilladelse skal opgraderes, fordi man er blevet bedre til at passe sine grise og derfor kan have lidt flere dyr i stalden, siger Torben Bang.