Mandag den 5. januar startede 105 elever på modul 2 i landmandsuddannelsen på Dalum Landbrugsskole.

De mange elever, der kan se frem til 6 måneder på skolebænken i de historiske bygninger i det sydlige Odense, går imod tendensen, hvor færre unge gennem det seneste årti er søgt ind på grunduddannelsen på de danske landbrugsuddannelser.

Med de nye elever er antallet af elever og studerende på skolen i foråret oppe på 245. Udover de 105 modul 2-elever er tallet fordelt på følgende uddannelser: 30 driftsledere, 30 agrarøkonomer, 45 jordbrugsteknologer 2. år samt 35 jordbrugsteknologer 1. år.

1200 m² nyt kvalitetsbyggeri står klar til at blive taget i brug af skolens elever og lærere. De syv nye lokaler er bygget med krav om at kunne integreres i fremtidens undervisning.

Derfor er lokalerne fleksible, så de kan bruges i forhold til de behov, der vil vise sig på skolen i fremtidens landbrugsuddannelser.

Endvidere er der tilstræbt et dynamisk undervisningsmiljø, hvor computere og ny teknologi er en integreret del af hverdagens undervisning.

De kommende bygninger indbefatter et kompetence-center, hvor lærerværelset og biblioteket kobles ind i skolens undervisningsmiljø, så elever og studerende har lettere adgang til de kompetencer og den know-how, skolens ansatte er i besiddelse af.

Desuden startes en renovering af landbrugsskolens historiske kerneområder, så hele skolen vil fremstå som et moderne undervisningsmiljø, der peger ud i fremtiden.